Ny kampagne: Spejder giver minder for livet

25.06.2019

I august, lige op til skolestart, lancerer SPEJDERNE samlet en ny kampagne, der skal få flere til at blive spejdere. Kampagnen henvender sig til forældre og vil gøre opmærksom på alle de helt specielle oplevelser børn får som spejdere. Oplevelser de tager med sig resten af livet.

”Fællesskabet du aldrig glemmer” – sådan lyder et af budskaberne i en ny kampagne for at blive spejder. De fem spejderkorps i foreningen Spejderne er gået sammen om at understøtte og øge den positive opmærksomhed, spejderbevægelsen oplever i disse år. Kampagnen tager udgangspunkt i spejdernes kernefortælling. Nemlig at det at være spejder gør børn og unge beredt til livet gennem fællesskab, friluftsliv og udfordringer.

Kampagnen bliver lanceret i uge 32 op til skolestart, men allerede i de kommende uger vil delelementer af kampagnen nå ud til en mindre målgruppe af potentielle spejderforældre. Kampagnen kommer primært til at køre på sociale medier som Facebook, Instagram og Youtube. Den tager afsæt i, at det at være spejder ikke bare er for en sommer, det er for livet. Det er oplevelserne, venskaberne og de udfordringer, man sammen overkommer, som skaber minder for livet.

Som et vigtigt element af kampagnen er der udviklet et nyt website www.blivspejder.dk. Her er der samlet kontaktinfo på alle landets spejdergrupper. Dermed skal sitet gøre det nemmere for kommende spejdere og deres forældre at finde de lokale spejdergrupper.

Når kampagnen for alvor lanceres i uge 32 vil det være en kæmpe hjælp, at så mange spejdergrupper som muligt hjælper kampagnen godt på vej ved at dele og like kampagnen. Kampagnen kommer i første omgang til at køre i august og starten af september. Din gruppe vil høre nærmere i nyhedsbrevet, der udkommer efter sommerferien.

Kampagnen er finansieret af Nordea-fonden og TrygFonden.