Ny teamstruktur skal styrke fællesskab og frivillighed

22.09.2025
Foto: Christian Blom-Bloch

De grønne pigespejdere har vedtaget en ny teamstruktur. Målet er at gøre det nationale arbejde mere fleksibelt, tydeligt og attraktivt for pigespejdere og samtidig sikre, at vi fortsat kan udvikle aktuelle aktiviteter og tilbud.

Det er frivillige fra teams og arbejdsgrupper, der står for alt fra Ungleder-kurser og Spiresmuttelandslejr til medlemsudgivelser og aktivitetsdatabase. Fremover skal de være nemmere og mere attraktivt at blive en del af.

De grønne pigespejdere har vedtaget en ny struktur for teams. Den nye struktur er blevet til i tæt samarbejde med de eksisterende teams og bygger på en grundig vurdering af, hvad der giver bedst mening for korpset i dag.

– Vi har kigget på arbejdsområderne for alle teams og tilpasset dem til de behov, der er i korpset i dag. Nye navne, arbejdsområder og klare definitioner skal gøre det nemmere for frivillige at navigere i det nationale arbejde, siger næstformand og medlem af styregruppen for teams, Kamilla Schack Larsen.

Hvad er anderledes?

Det mest markante skifte er, at alle arbejds- og projektgrupper nu er samlet under teams. Det betyder, at der er en tydeligere sammenhæng, og at det er nemmere at kende forskel på de forskellige typer af nationalt arbejde.

Strukturen er samtidig fleksibel: grupper og opgaver kan flyttes mellem teams, hvis karakteren ændrer sig, eller hvis man som frivillig får lyst til at prøve kræfter med noget nyt.

Fordelene for dig som frivillig

Ambitionerne for den nye organisering er at:

  • Fremme vidensdeling og koordination
  • Skabe fleksibilitet og tydelighed
  • Gøre det lettere at bringe nye idéer i spil

For den enkelte frivillige betyder det bedre sparring og et mere klart overblik over mulighederne.

– En arbejdsgruppe vil fortsat have sit faste område, men fremover har den en ekstra sparringspartner i teamet. Teamets medlemmer har overblikket og kan hjælpe med at udvikle både eksisterende og nye tiltag, siger Kamilla.

Baggrund for ændringen accordian-icon

Nem adgang for nye frivillige

Hvis du endnu ikke er engageret nationalt, skal det fremover være nemmere at finde indgangen.

– Man kan altid række ud til teams – uanset om man vil være med i et team, i en arbejdsgruppe, eller man har en idé, der er relevant for hele korpset. Det bliver langt mere overskueligt, hvor mulighederne er, og hvem man skal kontakte, siger Kamilla.

Hun understreger, at der er plads til alle:

– Enhver form for erfaring kan bruges. Man kan altid lære og få ny erfaring undervejs. Og man kan sammen med teamet finde ud af, hvor meget tid det kræver; det varierer fra team til team og fra opgave til opgave.

Sådan finder du dit team

Vil du være med? Start med at læse om de enkelte teams i deres rum. Her får du et overblik over arbejdsområderne og kan se, hvor dit engagement passer ind. Derefter kan du kontakte teamet direkte for en snak om opgaverne.

Samfundsengagement
Udvikling og Indsats
Brand og Kommunikation
Uddannelse
Aktiviteter og Events

Derfor er teams så vigtige

Teams og arbejdsgrupper er fundamentet for De grønne pigespejderes nationale tiltag:
Udvikling af grupper og regioner, udarbejdelse af nyt aktivitetsmateriale, arbejdet med korpsets uddannelser, medlemsudgivelser, arrangementer og meget mere.