Der er kommet en ny ung pigespejder til det team, med ansvar for at koble De grønne pigespejdere til den internationale pigespejderbevægelse. Emma Elgaard Larsen fra Slagelse gruppe er indtrådt på posten som vice International Commissioner (IC’er).
Sammen med IC’er Katrine Grothe skal Emma sørge for at udbrede de internationale tilbud til alle pigespejdere i de lokale grupper. Hun skal også være med til at repræsentere Danmark i det internationale spejderarbejde.
Emma på 23 år har allerede flere internationale spejderoplevelser bag sig. Hun deltog på den store lejr Roverway i Frankrig i 2016, og hun har været frivillig på et verdensspejdercenter.
“Jeg har altid synes, at det, at vi er en verdensbevægelse er vildt spændende. Jeg brænder virkelig for det internationale spejderarbejde. Jeg ser det som min mission som vice IC’er at bringe alle de fede tilbud fra WAGGGS (pigespejdernes verdensorganisation red.) ud til den enkelte unge pigespejder i alle lokale grupper,” fortæller Emma om, hvorfor hun takkede ja til posten som vice IC’er.
Emma har altid været spejder. Hun kan slet ikke lade være. I skoletiden var spejder hendes sociale frirum, og det er også fra spejder, at hun har sine tætteste veninder. Nu skal hun til at netværke og danne flere nye relationer. En opgave hun er spændt på.
“Jeg glæder mig til at få et kæmpe netværk,” lyder det.
Sug i maven
Selv om Emma har mange års spejdererfaring som flokleder i Slagelse gruppe, aktiv i regionsledelsen og forskellige udvalg hos Pigespejdernes Fællesråd i Danmark, så giver posten som vice IC’er alligevel sug i maven.
“Der er så mange nye ting i det her, som jeg både glæder mig til og gisper lidt over. Jeg skal lede en international tænketank, forstå og navigere i det politiske niveau. Og så skal jeg simpelthen øve mig i at stå på en scene og tage ordet,” griner Emma.