Nye venskaber og tørklædebyt: Karla og Olivia er på Spejdernes Lejr for første gang

29.07.2022

Pigespejdere fra hele landet mødes på Spejdernes Lejr med tusindevis af andre spejdere. For Karla og Olivia fra Vanløse Gruppe er det noget ganske særligt. 

32.000 deltagere fra 52 nationer og mere end 200 aktiviteter.

Årets Spejdernes Lejr er en kæmpestor oplevelse, og noget som man sjældent vil glemme.

Men for nogen, er der noget som gør lejren i Hedeland til noget helt specielt – nemlig at det er deres allerførste sommerlejr.

To af dem er 10-årige Olivia og 11-årige Karla. De har en gang før været på lejr med deres egen gruppe fra Vanløse, men oplever nu det store fællesskab, når fem spejderkorps mødes – og det er noget som imponerer pigerne.

”Jeg troede i starten, at lejren kun er det område, som vi bor i, men der er også et rødt og et blå område. Det er mange flere, end jeg lige forventede,” fortæller Olivia.

Karla havde også troet, at lejren var mindre.

”Jeg tænker, at der må være mange flere end 32.000 mennesker,” siger hun.

Nye venner og fælles minder

Netop at så mange spejdere samles, er noget af det bedste ved lejren, synes Vanløse-pigerne.

Onsdagens arrangement for de 9 til 16-årige ”En nat i troperne” fremhæver de, som det sjoveste. Der var både dans, musik og tryllekunst, men særligt fordi pigerne fik en ny århusiansk ven fra et andet korps.

”Vi stod forrest ved scenen og fik high fives af vagterne,” fortæller Karla.

Begge piger har det været stort at opleve, hvor stort et spejderfællesskab de faktisk er en del af. Som prikken over i’et på den tværkorpslige lejr håber Karla og Olivia, at de kan nå at bytte deres tørklæder.

”Jeg bærer jo rundt på minder med mit tørklæde, og så kan jeg bytte med en anden, så de giver mig deres minder, og jeg giver dem mine. Det er sjovt at bytte med nogen fra andre lande og steder,” siger Olivia.

Pigerne vil dog ikke bytte med hvilket som helst tørklæde. Det skal helst være lige så flot som De grønne pigespejderes ternede tørklæde – som i øvrigt skulle være meget populært på lejren.

Det er sjovt at bygge lejr

Aktiviteter og nye venskaber er én del af Spejdernes Lejr. En anden er selve lejrlivet i gruppen. Her bor pigerne sammen med deres egen gruppe og Aalholm Gruppe.

Både Karla og Olivia synes, at det har været rigtig sjovt at være sammen med deres spejderveninder og skabe en hel lejr fra bunden – særligt at bygge med rafter.

”Vi var med til at bygge spisebordet. Det synes jeg var sjovt, fordi jeg elsker at bygge,” siger Karla.

”Det er sjovt at binde reb om rafterne, så alt sidder fast,” supplerer Olivia.

Spørger man dem, om de skal med til næste Spejdernes Lejr er svaret klart:

”Ja!”.