Nu kan du hente inspiration til et SciencePirater-forløb, der kulminerer i et brag af et science-show til lejrbålet på en weekendtur.
Materialet indeholder et struktureret forløb med aktiviteter til tre møder og en weekendtur. Hvert møde byder på sjove og eksperimenterende aktiviteter, hvor spejderne får lov til at undre sig, lege og prøve sig frem – helt i tråd med SciencePiraters fem grundprincipper i ScienceSpejdermetoden: Elsk eksperimenter, Gå på opdagelse, Leg er lig med læring, Fejl er fantastiske og Børn og unge bestemmer.
Mødeforløbet består konkret af:
- Møde 1: Introduktion til ScienceSpejdermetoden
- Møde 2: Eksperimenter
- Møde 3: Sne, når der ikke er sne
- Weekendturen: ScienceShow til lejrbål
Undervejs arbejder spejderne med alt fra at lave deres egen sky og sukkerkrystaller til at bygge isskulpturer og lege med sne uden ægte sne – og det hele afsluttes med et science-show, hvor patruljerne viser forsøg for hinanden og deres ledere til weekendturens lejrbål.
Du kan bruge aktivitetsmaterialet 1:1 eller tilpasse det til dine spejdere, og det henter inspiration fra SciencePiraters aktivitetshæfter og mærkeforløb.
Forløbet er udviklet af spejdere fra Sct. Michael Gruppe i Slagelse og deles nu med alle, der har lyst til at bringe science i spil på møder og weekendture.