Nytårsforsæt med PigespejderExplorer: I 2025 vil jeg …

10.01.2025

Mangler du eller din gruppe et genialt nytårsforsæt for 2025? Lad PigespejderExplorer være rammen, og pluk løs fra ideerne her.

Vi har taget hul på et nyt, spændende år – også hos De grønne pigespejdere. Sammen kan vi se frem mod mange store oplevelser, og endnu engang er det med PigespejderExplorer som ramme for aktiviteterne.

Men kan man gå ind i 2025 uden at have en række nytårsforsæt – nej, vel? Det er altid godt at sætte sig nogle mål; noget man ønsker at lære, noget man ønsker at prøve eller give det videre til andre. Lad os sammen se på, hvilke PigespejderExplorer-muligheder I med fordel kan sætte på jeres personlige eller gruppens liste over nytårsforsæt.

  • Som en fisk i vandet

Hvorfor ikke starte året ud med at dygtiggøre dig på vandet, så du senere hen kan invitere store og små med på oplevelser i kano? Der findes en lang række kursusmuligheder for netop vandaktiviteter, og hos nogle af vores eksterne samarbejdspartnere bliver der løbende slået muligheder op. Hold fx øje hos FDF, hvor de løbende tilbyder turkanosikkerhedskursus og kursus i turkanoinstruktør. Disse muligheder er også åbne for medlemmer af De grønne pigespejdere og giver jer kompetencerne til at sejle med ansvaret for op til seks kanoer i beskyttet farvand. Læs mere her.

  • Styr på førstehjælp

I arbejdet med børn og unge er det vigtigt at være forberedt – også på de scenarier, vi aldrig håber, vil ske. Ved du, hvilken førstehjælp der kræves ved kramper eller epileptiske anfald? Eller hvordan man bedst hjælper et barn, der har fået et fremmedlegeme galt i halsen? Brug 2025 på at invitere de lokale ledere, jeres bestyrelse eller måske hele regionen på førstehjælpskursus, så I sammen er klædt på. Hos organisationen Børneliv tilbyder de workshops af to timers varighed, hvor I kan deltage op til 15 personer i førstehjælpskurset. Læs mere her.

  • Højt at flyve

Ønsker I til gengæld at komme helt til tops i trækronerne og tilbyde jeres medlemmer det samme, er der gode muligheder for at uddannelse sig til træklatreinstruktør. Hos Fjeldgruppen er det muligt at deltage på fire weekender fordelt hen over foråret, hvor du med en god blanding af teori og praksis vil blive klædt på til den afsluttende eksamen. Læs mere om kurset her.

 

Med den lille guide er det vores håb, at du har fået inspiration til dine nytårsforsæt for 2025, og hvordan disse kan kobles med PigespejderExplorer. Måske det giver anledning til, at du ved næste ledermøde laver en fælles liste for gruppen med områder, som I ønsker at dygtiggøre jer i? God fornøjelse!