Spilopspejd: 8 gode råd til at starte en enhed op

29.01.2020

Livsbekræftende spejderarbejde og glade piger fra 3 – 6 år. Lyder det som noget for jer? Så kunne det være, at I skulle oprette en spilopspejderenhed, for nu er det snart tid til at melde sig til. Enhedsleder for spilopspejderne i Holstebro, Kirsten Raakjær, fortæller, at hun nyder at have god tid til de seje piger og deres forældre.

 

Af Nicoline Viola Hoeg

 

For et år siden satte Kirsten Raakjær gang i spilopspejderi i Holstebro. De havde ikke den nemmeste opstart, og til det allerførste prøvemøde kom der ikke et øje. Men hun lærte hurtigt hvad der virkede, og hvad der ikke gjorde. Nu har Holstebro mange små spejdere til hver møde, og siden ordet stadig spredes mellem forældre, sker det også stadig ofte, at der støder nye spejdere til. Og det er rigtigt dejligt at være sammen med pigerne i den aldersgruppe, fortæller Kirsten Raakjær:

”De små piger kommer med en glæde og en ildhu. De vil altid gerne i gang og er altid glade for de aktiviteter, vi laver med dem. Vi hjælper både dem og deres forældre med at få dem ned i tempo og fokusere på det arbejde, de skal lave. Spilopspejd er et fantastisk tiltag, hvor forældrene kan få lov at lave noget med deres ene barn – uden lillebror eller lillesøster skal med. Vi hjælper forældrene med at lave noget fedt med deres børn, hvor de ikke selv skal planlægge noget, men hvor pigerne får udfordret deres grænser og får prøvet noget vildt.”

Og Kirsten nyder at være leder for spilopspejderne:

”Jeg kommer glad hjem hver gang, og jeg synes, det er så livsbekræftende. Børnene er så positive, og vi har virkelig tid til dem hver især. Der er ingen telefoner, og der er ingen lillebror eller lillesøster. Den her aldersgruppe er så umiddelbare, at de altid er klar på at prøve tingene af – også selvom forældrene synes, der bliver lidt vildt. De kan nemlig sagtens.”

Hvis det lyder som noget for jer, så har Kirsten her kommet med otte gode råd, som hun selv har erfaret ved at opstarte en spilopspejdenhed:

 

Kirstens otte gode råd til en god opstart med spilopspejd:

  • Opsøg! De reagerer ikke på en plakat, så kom ud med nogle foldere i børnehaver, vuggestuer, biblioteker og alle mulige andre steder, hvor aldersgruppen befinder sig. Tag gerne spejdertørklædet og et stort smil på – så kommer I langt.
  • Vær i god tid! Småbørnsforældre er travle. Derfor skal I række ud til dem tids nok til, at de kan nå at planlægge med at starte op til en ny fritidsaktivitet.
  • Gør det overskueligt! I Holstebro kører man for eksempel kun møder én søndag formiddag om måneden, så det ikke bliver for voldsomt for den aldersgruppe. Tit går de små jo allerede til gymnastik, svømning eller noget helt tredje hver uge, og det skal helst ikke være overvældende at skulle afsted til spejder.
  • Tænk logistisk! Når I finder tidspunktet for spejderiet, så overvej for eksempel, at de små skal kunne nå hjem og sove middag, hvis I holder det om dagen.
  • Det spreder sig mellem mennesker! Når de første kommer til møderne, så giv dem invitationer med hjem, de kan give videre til en veninde – de synes alle sammen, at det er fedt at have deres gode veninde med til spejder.
  • Skab struktur i møderne! I Holstebro starter man med en sang hver gang, hvorefter programmet for dagen gennemgås. Det er vigtigt for de små størrelser at vide, hvad de skal.
  • Udfordr dem! Tit kan de små spejdere mange ting, som selv ikke deres forældre tror, de kan. De skal bare udfordres – også selvom forældrene tvivler lidt i starten, og har lyst til at gøre det for dem.
  • Inkludér dem i det store fællesskab! I Holstebro har det været en stor succes at invitere spilopspejderne til juleafslutningen med de store spejdere. De store havde et langt program, men de små og deres forældre kunne smutte hjem, når det passede dem.

 

Så er det altså bare om at prøve det af. Skriv til Tenna Arpe på tar@pigespejder.dk og tilmeld jer – der er et gratis start-kit med en masse lækre ting til jeres opstart til de første 50 tilmeldte.