Pigespejder på tur til FN i New York

25.04.2019

Pigespejder og ungdomsdelegat for demokrati og partnerskaber Pia Risør Bjerre var i starten af april på besøg i FN i New York for at repræsentere den danske ungdom til ECOSOC Youth Forum.

ECOSOC står for The Economic and Social Council og ECOSOC Youth Forum er en platform, hvor unge ledere fra hele verden indgår i dialog. Målet er at dele ideer om, hvordan man kan fremme 2030-planen for bæredygtig udvikling.

Årets tema var “Empowered, included and equal”, og i løbet af to dage, skulle Pia og repræsentanterne fra andre lande arbejde med, hvordan unge, ud fra årets tema, kan bidrage til at opnå FN Verdensmål.

Rolle som moderator

De to dage Youth Forum varede blev der snakket og debateret om mange aspekter af ungeinddragelse. Danmark fik også taletid i plenum, hvor Pia fik delt, hvordan Danmark inddrager unge i beslutningsprocesser og løsninger.

Derudover fik Pia lov til at moderere et panel om, hvordan unge bidrager til at sikre fred. Deltagerne i blandt panelet var blandt andet ministre og eksperter fra flere lande.
Panelet kom til enighed om, at unge kommer med utrolige vigtige bidrag til fred, når de inddrages, og at penge brugt på fredsindsatser aldrig er spildt.

Tag del i den bæredygtige udvikling

De deltagende på Youth Forum var alle enige i, at unge spiller en vigtig rolle i den bæredygtige udvikling. Og at det er vigtigt at få inddraget unge i implementeringen af FNs 17 Verdensmål.
Det er vigtigt, at unge bliver stimuleret til aktivt at tage del i udviklingen. Dette er også en af Pias pointer, der bliver nævnt i et opslag på Facebook efter deltagelsen i Youth Forum: “Den globale indsats for at sikre bæredygtig udvikling kræver, at alle er med, og at vi sætter handling bag ordene, og her spiller ungdommen en helt central rolle for, at vi kan nå i mål.”

 

Vil du læse Pias tanker om deltagelsen i ECOSOC Youth Forum? Så gå ind på pigespejdernes instagram @pigespejder. Her kan du finde Pias opslag fra turen til New York.