Pigespejderkollegie i Århus mangler snart nye beboere

08.11.2018

I Århus ligger et pigespejderkollegie tilknyttet Hasle-Møllevang gruppe. Kollegiet er lige nu hjem for 4 ledere, men snart bliver 4 til 3 og 3 til 1. Derfor søges der nye beboere til det dejlige fællesskab. Måske er det dig?

På Degnebakken 1, 8210 Århus V ligger udover spejderlokale også et spejderkollegie. Spejderkollgiet er knyttet til Hasle-Møllevang gruppe og kan huse 4 af deres ledere.

Fra 1. november kommer kollegiet til at mangle en beboer og den 1. februar vil yderligere 2 værelser være ledige. Derfor er kollegiet på jagt efter nye beboere, der er friske på at bo sammen med 3 andre pigespejdere i et fedt fællesskab.

Indflydelse på husets liv

Da beboelse på Spejderkollegiet kræver, at man knyttet til Hasle-Møllevang gruppe, er der også mulighed for at få indflydelse på udviklingen i huset. Som leder eller lederassistent i gruppen har du kontakt til spejdergruppens bestyrelse, som har ansvaret for husets drift. På den måde er der mulighed for at komme med dine egne input i forhold til husets udvikling og liv.

Spejderkollegiet tilbyder et kollegiefællesskab med andre spejdere, hvor der er plads til forskellige kompetencer og interesser.

Ledige værelser og ansøgning

De værelser, som snart står ledige, drejer sig om:

  • Værelse i stuen på 18 m2 – ledigt pr. 1. november 2018
  • Værelse i stuen på 9 m2 – ledigt pr. 1. februar 2019
  • Værelse på 1. sal på 15 m2 – ledigt pr. 1. februar 2019

Er du allerede leder i Hasle-Møllevang gruppe eller er du knyttet til en anden gruppe, men flytter snart til Århus og gerne vil blive en del af Hasle-Møllevang, så er der en chance for at komme i betragtning til værelserne.

Hvis du opfylder kravene fra udlejer, kan du sende en kort ansøgning for at komme i betragtning som beboer. Angsøningen sendes til spejderhuset@gmail.com.

Vil du vide mere om Spejderkollegiet, se billeder derfra og læse om kravene for at blive beboer så klik her