Populært begynderkursus

29.10.2019

Det første nationale kursus en grøn pigespejder kan komme på er 12-års kurset. Her bliver tropspejdernes verden åbnet op og de lærer om lejrliv, korpset og deres egen identitet.

I flere år har Ungleder-kurserne nydt popularitet og opbakning fra en bred del af grupperne i De grønne pigespejdere. Unge pigespejdere glæder sig til at komme på Ungleder 1 og gensynsglæden vokser på Ungleder 2 og 3. Nu er der noget, der tyder på, at det allerførste kursus man som pigespejder kan komme på, nemlig 12-års kurset er ved at opbygge samme popularitet.

De seneste to kurser har været fuldt booket og i år skete det flere uger inden tilmeldingen lukkede.

– Jeg tror at grunden til at 12 års kurset er blevet så populært, er at tidligere deltagere har været hjemme i grupperne og fortalt hvor sjovt det har været at være afsted. Grupperne og pigerne er blevet bevidste om at der findes et kursustilbud til den årgang, fortæller Rikke Nielsen, der er kursusleder på 12-års kurset.

Rikke Nielsen er glad for kursets popularitet, fordi deltagerne får udvidet deres perspektiv på sig selv, korpset og verden, når de kommer afsted.

– 12 års kursets er De grønne pigespejderes første mulighed for at tage på kursus og her lærer man at være på kursus. Temaet for kurset er en grøn weekend, hvor deltagerne skal lære om De grønne pigespejdere, det korps de er medlem – hvordan det er opbygget, aldersgrene og den slags, siger hun.

Deltagerne kan i år også glæde sig til et løb der omhandler lejrliv, og gør dem klar til at tage på Ungleder 1. Derudover vil deltagerne blive klogere på sig selv og ens egne styrker som grøn pigespejder og de vil opleve forkyndelse som en levende del af et kursus, fortæller den travle kursusleder, der ser frem til at tage imod et stort hold deltagere i weekenden den 8.-10. november.