Sådan er det at være med som ny delegeret på Delegeretmøde

21.06.2021

Hvordan er det at være ny på Delegeretmøde? Læs med og få et indblik i fem unge pigers indledende forventninger og oplevelser fra weekenden.

Af Maria Guldmann, kommunikationsstudentermedhjælper på Korpskontoret

Den 12. og 13. juni mødtes omkring 200 pigespejdere til Delegeretmøde på Nyborg Strand Hotel og konferencecenter i demokratiets tegn. Det var en intens weekend hvor programmet fra morgen til aften var fyldt med energi, spændende debatter og afstemninger – og så var det første gang i halvandet år, pigespejderne kunne samles så mange fysisk.

Men hvordan er det mon at være med til alt dette for første gang? Forstår man som ny delegeret, hvad der foregår – eller er det svært at følge den interne jargon og de uskrevne regler? Fem piger fra Gentofte-Vangede var alle nye delegerede og var med på mødet for første gang. Fire af pigerne er 17 år og dermed blandt de yngste deltagere. Det er Margurerite Marie Knudsen, Marie Thorning Danielsen, Cecilie Louise Fotel og Sara Norrbum. Den sidste er Christina Duhn, der i sin tid har været leder for de fire andre og nu er stolt over at kunne dele sit første delegeretmøde med dem.

En dør ind til det organisationsmæssige

Søndag eftermiddag kunne man forvente, at de fem nye delegerede ville være er trætte og udkørte. De har været igennem to dage proppet med spændende debatter, taler, strategisnakke, ændringsforslag, pigespejderenergi, afstemninger, mundbind – og ikke mindst intens lytning med dertilhørende strikkepinde, kruseduller og hækletøj. På græsset foran Nyborg Strand står der dog fem energifyldte piger, der smiler i solen og ikke viser et eneste tegn på træthed.

”Jeg er blevet positivt overrasket, for jeg tror, jeg havde forventet et mindre ’festligt’ delegeretmøde. Det er jo vildt spændende,” siger Sara.

De andre piger nikker ihærdigt og giver hende ret. ”Vi er fire nye ledere, så derfor er det fedt at opleve et nyt aspekt af spejderi på Delegeretmøde. Det er spændende og har åbnet en dør til noget mere organisationsmæssigt. Vi vil gerne forstå det bedre, for vi vil også gerne være engagerede  i denne del,” fortsætter Sara ivrigt med at fortælle.

Åbent sind, lyttende ører og klar på at blive overbevist

Pigerne fortæller, at de er gået til Delegeretmøde med et åbnet sind og lyttende ører.

”Vi er virkelig blevet klogerere. Jeg blev overrasket over, alle de holdninger der er. Der er gode argumenter på begge sider af sagerne,” siger Marie.

Hertil supplerer Sara:

”Ja, der var nogle synspunkter, som ikke gav mening, da vi læste dem. Men nu hvor vi kan se folk fortælle om det i virkeligheden, og vi kan høre bevæggrundene bag, så giver det pludselig mening. Det er jo folk, der virkelig har styr på det, og man kan mærke at de brænder for tingene. Der er en ild bag deres ord.”

Pigerne forklarer, at deres gruppe Gentofte-Vangede ikke har stærke fastlåste holdninger, og derfor har de givet dem frie tøjler til at ændre holdning, hvis bedre argumenter skulle vise sig. Det fortæller pigernes tidligere spejderleder Christina:

”I er jo faktisk også blevet overbevist til at stemme noget andet end det I troede I ville mindst én gang, da I fik forklareret historien bag et forslag. I har lyttet og er blevet klogere, og det er kun godt, for vi ved at I er gruppens fremtid.”

Det er helt tydeligt, at Christina er stolt over de fire engagerede 17årige piger.

Men har det hele så bare været nemt og sjovt som ny på delegeretmøde? Her svarer pigerne, at de stadig synes, det kan være svært at stille sig op foran mikrofonen, hvis der er noget de ikke forstår.

”Det kan være svært at sige, hvad man ikke forstår. Man skal faktisk forstå ret meget for at spørge til, hvad man ikke forstår,” siger Sara reflekterende.

Hun tilføjer dog hurtigt:

”Men vi føler generelt en stor villighed fra salen til at hjælpe nye delegerede. Især dirigenterne på Delegeretmøde, Lisbeth og Lisbeth, har været vildt gode. Lige så snart, der er noget vi ikke forstår eller et ukendt begreb, så kommer de os altid i forkøbet og forklarer det, før vi når til at overveje om vi skal spørge ind i plenum.”

Én ting er i hvert fald helt sikker. De fem piger fra Gentofte-Vangede bekræftede på Delegeretmøde, at De grønne pigespejderes demokrati lever i bedste velgående og at der findes debatlystne pigespejdere i alle aldersgrupper, der er klar til at lytte og er modige nok til at ændre standpunkt.