Spejderi på skoleskemaet: Børnehaveklasseledere blev klædt på til Den lille spejderuge

18.03.2026

Frivillige pigespejdere var med til at inspirere børnehaveklasseledere og give dem konkrete redskaber til Den lille spejderuge, så de sikkert og trygt kan flytte klasselokalet ud i naturen.

Foto: Xuan Nguyen

Når man hører ordet kursus, kan man nemt få tankerne over på lange dage i iltfattige lokaler, hvor ens rumpe nærmest er groet fast til sædet.  

Det var bestemt ikke sådan et kursus, 28 børnehaveklasseledere og pædagoger deltog i, da de den 11. marts tog til Hvalsø med praktisk tøj og lysten til at blive klogere på både bål, knivbevis og udeundervisning. 

De er alle tilmeldt Den lille spejderuge 2026 og ønskede at være godt rustede til uge 16, hvor de selv skal have børnehaveklasserne med ud i naturen. Kompetente pigespejdere stod klar til at lære fra sig i både spejdermetoden og udelæring, ligesom de også fik spejderfærdigheder som båltænding og knivbevis, så de selv kunne lære det videre til deres elever.

Ifølge en af deltagerne fungerede rammerne om dagen godt, fordi man både blev klogere, men det var uformelt nok til, at man ikke havde problemer med at blive beskidt og selv være aktiv. 

Foto: Xuan Nguyen

At have det i hænderne  

Flere kursusdeltagere fortalte, at de havde en usikkerhed omkring, hvordan man skulle gribe ugen an. Det var derfor, de i første omgang havde tilmeldt sig det gratis kursus.  

Den tvivl og usikkerhed var dog væk, da vi snakkede med nogle af deltagerne efter kurset. De havde fået prøvet flere af aktiviteterne, så de vidste, hvordan de selv kunne videreformidle det til deres børnehaveklasseelever.  

At få et større overblik over programmet og konkrete redskaber gjorde flere af dem mere sikre i både bål, knob, hulebygning, knivbevis og morsekoder.  

– Undervisningen har været dejlig konkret. Jeg føler, jeg kan tage det direkte med hjem og bruge i min klasse, lød det fra en af kursisterne.  

En anden deltager udtrykte også begejstring for, at pigespejdernes fremgangsmetode var praktisk læring frem for teori. Børnehaveklasselederne skulle selv sidde med aktiviteterne i hænderne.  

– Jeg kom faktisk ud af min egen comfortzone med nogle af aktiviteterne, og det tror jeg var meget fint at prøve. For så ved jeg også, hvordan børnene har det, fortalte en af deltagerne og fortsatte:  

– Og når jeg selv har prøvet det, så føler jeg, jeg endnu bedre kan forstå børnene, når de sidder med den følelse.  

Foto: Xuan Nguyen

At finde naturglæden 

En dag i naturens rammer oplevede flere af kursisterne som et dejligt afbræk fra det almindelige klasseværelse. Og værdien af at være udenfor er noget af det, de glæder sig til at give videre til børnene under Den lille spejderuge.  

– Jeg glæder mig til, at børnene kan være derude og bygge huler og fuldstændig miste fornemmelsen for tid og sted, fortalte en af kursisterne.  

At have en anledning til at tage alle børnene med ud, også dem, der måske trænger til et kærlig skub ud af trygge omgivelser, er tillokkende og noget, flere af børnehaveklasselederne glæder sig til. Flere deltagere fremhævede også, at det var værdifuldt at møde andre børnehaveklasseledere og udveksle erfaringer på tværs af skoler. 

– Jeg har fået meget med herfra, og alt det, jeg har lært i dag, bliver fedt at kunne give både naturglæden og de færdigheder videre til børnene. 

Foto: Xuan Nguyen