Hos Bitten i Brabrand gruppe har de med deres medlemskampagne givet de lidt større piger en masse ansvar, og det har vist sig at være en god beslutning.
Først og fremmest har det været de nyligt oprykkede spejdere, som besøgte 0.klasserne på skolen og delte sedler om åbent hus, og det gjorde, at en masse piger meldte sig til.
– Jeg må indrømme, at jeg blev noget overvældet, da der pludselig stod 15 nye piger, fortæller Bitten.
Derudover har pigerne selv været med til at tage styringen, da de blandt andet planlagde et løb til de små piger, hvilket gav dem en vigtig ledererfaring og var med til at give dem en rollemodelstatus.
– Det har været en kæmpe styrke for os at kunne bruge de ældre piger som rollemodeller. De små ser op til dem og får endnu mere lyst til at blive spejdere, når de ser, hvad de større piger kan, og på den måde får de hurtigere en tilknytning til det at være spejder, forklarer Bitten.
Hos Marias gruppe i Bording har det især været de mindre piger, som har haft en stor interesse i at komme med til spejder, og derfor har de for det meste fulgt det tilsendte materiale. Har det været aktiviteter, der har været for svære, eksempelvis morsekoder, har de tilpasset aktiviteterne deres alder.
Ifølge Maria, der også selv er med til at udvikle medlemskampagnen, har de i deres gruppe haft fokus på, at spejder er et sted, hvor pigerne har fået lov til at være kreative.
– I den alder bruger pigerne så meget tankekraft hele dagen i skolen og børnehaven, så det handler om at lade dem være kreative, når de kommer hos os. Det er det, de har brug for, og det er nemmere at fange deres interesse, når de skal være kreative.
Marias erfaring er, at de lokale facebookgrupper har været et godt sted at annoncere, at de inviterede indenfor til åbnet hus, for når man skriver det derinde, er man sikker på at ramme den målgruppe, som kan få gavn af informationen.
Monica fra Jonstrup gruppe fortæller, at de har haft stor glæde af medlemskampagnens materiale. Især når det gælder om at introducere nye spejdere, da det er designet på en måde, hvor det er både sjovt og nemt for børnene.
– Fantasirammen er meget klar, og historierne er både underholdende og meningsfulde. Det gør det lettere for de nye piger at forstå, hvad spejder handler om, og de kan huske aktiviteterne fra gang til gang.
For deres gruppe har det også været en stor fordel, at det åbne hus nu er spredt ud over tre gange i stedet for at være samlet på en dag
– Før har vi haft en stor spejderdag om søndagen, men nu hvor det er på en hverdag, er det nemmere at få de folk med, som faktisk har tiden til at komme. Vi ser, at de piger, der deltager, hænger ved, og det er en stor fordel, forklarer hun.