Tid til Spejdernes Lejr 2026: Det glæder pigespejderne sig til

18.07.2026

Om lidt bliver Hedeland fyldt med 30.000 glade spejdere. Vi har spurgt tre pigespejdere, hvad de glæder sig til. 

I flere år har frivillige spejdere i hele Danmark forberedt den fedeste lejr. Nu løber Nordens største spejderlejr af stablen i Hedeland Naturpark. 

Blandt de mange deltagere er der selvfølgelig også en masse pigespejdere. Vi har spurgt tre af dem, hvad de glæder sig allermest til på #SL26. 

Cathrine, der til daglig er en del af Esbjerg gruppe og også sidder i hovedbestyrelsen, skal i år være fuldtidsfrivillig. Selvom hun har været på Spejdernes Lejr før, bliver oplevelsen derfor anderledes denne gang. Hun skal løse frivilligopgaver under lejren og bo sammen med andre frivillige i stedet for sin egen gruppe. 

– Det bliver spændende at være en del af et andet fællesskab end det, jeg plejer. Det her er jo et stort fællesskab med frivillige fra hele Danmark. Og jeg kommer til at være mere inde over selve lejren, hvilket også bliver ret spændende, fortæller hun. 

En af Cathrines frivilligopgaver bliver at stå for fællessang med De grønne pigespejderes sangbog tirsdag klokken 17 i kirken. 

– Jeg håber virkelig, at der kommer mange grønne pigespejdere og synger med, siger hun. 

Selvom Cathrine kommer til at gå rundt blandt mange nye ansigter, har hun stadig tænkt sig at besøge sin egen gruppe og hilse på andre pigespejdere. For hende er der noget helt særligt ved at samle så mange spejdere på ét sted. 

– Det er så vildt, at der er liv, uanset hvor man går hen. Man kan se, hvor forskelligt folk indretter deres lejre. Nogle gør meget ud af indgangsportalerne, mens andre lægger deres kræfter andre steder, fortæller hun og fortsætter: 

– Og så er der bare noget helt særligt ved at se et pigespejdertørklæde, når man går rundt i det virvar af virkelig mange forskellige mennesker. Det føles på en måde trygt og dejligt. 

Asta fra Hørkær gruppe har været med på Spejdernes Lejr to gange før. Hun glæder sig til at være en del af lejrlivet og møde en masse spejdere fra hele Danmark og resten af verden. Hun ved, det bliver hyggeligt. 

– Men noget af det, jeg glæder mig allermest til, er nok at vise pigerne fra gruppen, hvor fedt det er at være afsted, fortæller hun og fortsætter: 

– Mange af dem var også med sidste gang, men nu har de nået en alder, hvor jeg tror, de får endnu mere ud af lejren og alle de oplevelser, den byder på. Jeg kan selv huske, hvor fedt det var at være med, da jeg var lille, så det glæder jeg mig til at give videre. 

For Asta er det vigtigt at have tid til bare at sidde og hygge sig med sin gruppe og suge lejrlivet ind. Der er blevet lagt planer for, hvad pigerne skal opleve, mens de er der. Blandt andet tager de til Roskilde en af dagene, hvor de skal besøge Rockmuseet. Mandag kommer gruppens smuttere også på besøg og skal mærke, hvordan det er at være på en stor lejr. 

Asta glæder sig desuden til at møde mange af dem, hun kender fra kurser, lejre og andre arrangementer. 

– Jeg tror, det bliver rigtig godt. Jeg glæder mig i hvert fald helt vildt til at opleve det hele. 

Leah (tv.) på Spejdernes Lejr 2022

Leah, der er forperson hos De grønne pigespejdere, har været med på Spejdernes Lejr, siden den blev afholdt første gang i 2012 i Hobro. Derfor ved hun lige præcis, hvorfor Nordens største spejderlejr er noget helt særligt. 

– Der er mange ting at glæde sig til. Men for mig er det fedeste ved en sommerlejr det lejrliv, der er. Det er duften af bål og synet af telte, så langt øjet rækker. Det er fedt at se så mange glade børn samlet på ét sted. Det er nok den oplevelse, jeg glæder mig allermest til. 

Det er første gang, Leah ikke er arbejdsgruppeansvarlig på lejren, men hun har nok at se til alligevel. Blandt andet skal hun til en helt særlig reception under lejren. 

– Vi skal sige tak til prinsesse Benedikte for hendes arbejde med det internationale pigespejderarbejde. Det glæder jeg mig virkelig til. 

Sammen med en del af hovedbestyrelsen skal hun bo i frivilliglejren. Og hovedbestyrelsen har taget en tjans som dagsfrivillig, som Leah glæder sig særligt meget til. 

– Noget af det, jeg glæder mig allermest til, er hovedbestyrelsens bar i voksenområdet mandag aften. Det bliver rigtig godt, fortæller Leah og fortsætter: 

– Vi skal være udklædte, og jeg håber og glæder mig til at se rigtig mange pigespejdere, der har lyst til at komme forbi baren. Ikke kun for at hilse på hovedbestyrelsen, men også for at hilse på hinanden.