Tre skarpe til fire piger på Ungleder 1

06.07.2021

Mød fire unge, modige og reflekterede grønne pigespejdere, der var med på lederkurset Ungleder 1. Få et indblik i hvilke fordomme, de møder til dagligt, hvorfor de alligevel er pigespejdere, og hvad de kan tage med sig fra Ungleder-ugen.

Modige og spændte pigespejdere i 13-14års alderen begyndte i år deres sommerferie med en uge på Spejderbakken til Ungleder 1. Fire af de piger, der var med, var Sigrid på 13 år og Alma på 14 år fra Holstebro, Maja på 14 år fra Kolding og Ella på 13 år fra Helleruplund. Vi har spurgt dem ind til hvilke fordomme, de møder om at være grøn pigespejder, hvordan de modsat oplever, det egentlig er, samt hvilke grunde de har til at være pigespejdere. Til sidst spurgte vi også om, hvad de har fået ud af ugen på Ungleder 1.

Hvilke fordomme møder I om De grønne pigespejdere?

De fire piger fortæller, at de kan møde utrolig mange fordomme, hvis de i skolen fortæller, at de er grønne pigespejdere. Fordomme, der er så forskruede og forkerte, at man næsten kan grine ad dem, når man er sammen med andre pigespejdere.

”Folk tror, det er noget, hvor man kun lugter af bål og skider i skoven. Sådan som om, det er det eneste vi laver,” siger pigerne og smiler ironisk. ”Men spejder er jo også meget andet. Det er også bare en hyggeklub, hvor vi mødes og hygger sammen i vores hjemmebyggede sofaer,” tilføjer Sigrid hurtigt.

Der følger også mange underlige forventninger til kønsnormer med, når man siger, at man er pigespejder. ”Mine veninder tror man er meget ’drenget’, når man går til spejder,” siger en af pigerne. ”Ja, og drengene de synes, det er meget ’piget’, og at pigespejdere er fesent,” tilføjer en anden.

De griner ad det og forklarer, at drengene fra deres klasser ikke synes det er ’rigtig spejder’, hvis de tager på tur ind til en by, fordi der er toiletter. Modsat er pigerne bange for, at der ikke er toiletter, når man er til spejder.

Sigrid forklarer, at man må være præcis, som man vil, når man er pigespejder. ”Vi kan godt gå i skole og være ’pæne’ der og samtidig være spejdere,” nævner hun som et eksempel.

Hvorfor er I grønne pigespejdere?

Fordommene, som de fire piger møder, har ikke meget hold, og de har rigelige grunde til at være med i De grønne pigespejdere. Fællesskabet på tværs af aldre er noget af det, de vægter højst.

”Man får et godt fællesskab, og man lærer forskellige aldersgrupper at kende. Sådan er det ikke til eksempelvis springgymnastik, som jeg også går til. Der er det opdelt efter alder. Til pigespejder lærer jeg mange forskellige piger at kende i forskellige aldre,” fortæller Alma.

Alma tror, at svaret på, hvorfor det fungerer med blandede aldersgrupper og erfaringer er, at man lærer at lære fra sig: ”Det er lige meget, om man kan det samme, når man er til spejder. Dem, der kun har gået i et år, får plads til at lære tingene, og dem, der har gået i fire år, kan så få lov at lære det fra sig. ”

Sigrid forklarer desuden, at hun også går til pigespejder fordi, det er sjovere at lære her end i skolen: ”Det bliver sjovt at lære, for man lærer på en måde, hvor man ikke ved, man lærer. For eksempel kan man prøve at klatre i træer, selvom man er højdeskræk. Så lærer man at flytte sine grænser.”

Hvad har I fået ud af ugen?

Det er tydeligt, at de fire piger er blevet tætte i løbet af ugen. Nye venskaber er da også noget af det første, de nævner, når de bliver spurgt, hvad de har fået ud af en uge på Ungleder 1:

”Jeg har fået nye venner. Jeg kan slet ikke forestille mig, ikke at kende dem,” siger Alma og smiler til de andre. ”Jeg føler allerede, at vi har kendt hinanden et halvt år,” tilføjer Ella.

Pigerne har også fået en række konkrete færdigheder i ugens løb og er eksempelvis blevet mestre i førstehjælp i forskellige scenarier. Hertil har pigerne fået ny viden om, hvad det vil sige at være leder. ”Det har været sjovt, at se andre ledere og høre, hvordan de gør tingene. Vi har fået inspiration til, hvordan vi selv vil være ledere,” siger Ella mens de andre nikker.

Foruden nye spejderfærdigheder, nye venskaber og inspiration til lederskab, er det også tydeligt, at pigerne er blevet meget reflekterede over, hvad det vil sige at være grøn pigespejder. De er blevet endnu modigere og er nu klar til at tage mere lederansvar på sig efter sommerferien.