Trygfonden giver Den lille spejderuge vokseværk: Vi åbner for tilmeldingerne igen

16.06.2021

Den lille spejderuge har fået en bevilling fra Trygfonden, der muliggør, at vi kan åbne for tilmeldingerne igen. Nu kan dobbelt så mange børnehaveklasser danne fællesskaber i naturen.

En bevilling fra Trygfonden gør det nu muligt for dobbelt så mange børn at danne fællesskaber i naturen og herved få en god start på skoletiden og i børnehaveklassen. Bevillingen på 417.500 kr. gør det nemlig muligt for 400 børnehaveklasser at deltage i Den lille spejderuge, der løber af stablen i uge 36.

Den lille spejderuge er et sjovt og gratis tilbud til børnehaveklasser, hvor man får mulighed for at udforske naturen med spejderaktiviteter i fem dage, tilsendt udstyr og inspiration til et program, man kan følge. Bag projektet står De grønne pigespejdere, der har udviklet aktivitetsmaterialet samt Friluftsrådet, som oprindeligt gjorde det muligt at sætte projektet i luften.

Flere børn blomstrer i naturen

Vi ved fra evalueringerne de sidste år, at de børnehaveklasser, der var med i Den lille spejderuge, opbyggede et stærkt sammenhold, fordi børnene fik et afbræk fra de vante rammer.

”Børnene blomstrer på en anden måde under Den lille spejderuge – også dem, der ellers ikke har været de første til at række hånden op i klasselokalet. De får andre rammer i naturen, rollerne rystes og fællesskabet styrkes. Derfor er det fantastisk, at Trygfonden vil støtte projektet og give endnu flere børn denne unikke mulighed,” siger Johanne Burgwald Jarsskov, Projektleder på den lille spejderuge.

Johanne glæder sig, ligesom alle andre bag projektet, over nu at kunne åben for tilmeldingerne til uge 36 igen. ”Nu er der hele 11.200 elever, der kan blive rystet sammen mens de kigger i insektglas og får jord under neglene,” siger hun begejstret.

Tilmeldingen er åben

Kender du en børnehaveklasse, der endnu ikke er tilmeldt? Så er det nu, du skal prikke til dem. Hvis du selv er klasselærer, er det også nu, du skal slå til. Erfaringen viser nemlig, at pladserne er eftertragtede.