Vi er vores pigers stemme: Sådan får du indflydelse i korpset

23.03.2026

Når vi til maj mødes til Delegeretmøde 2026, får landets pigespejdere mulighed for at sætte deres præg på vores korps. Sidste gang havde Gladsaxe gruppe en henstilling med, som imødekom deres pigespejderes ønsker.

At føle, man hører til, er en stor del af at være en grøn pigespejder i Danmark. At kunne vise verden, hvem man er og hvad man bruger sin fritid på betyder meget.  

Men i Gladsaxe gruppe oplevede lederne, at pigerne var kede af, at deres spejdertrøje ikke viste tydeligt, hvad de lavede, og hvem de var, når de var blandt andre spejdere. Pigerne savnede at kunne vise deres tilhørsforhold. Samtidig var der problemer med kvaliteten, som gjorde, at flere af pigerne ikke havde lyst til at gå med den. 

Isabella Tang, der er leder i gruppen bemærkede, hvordan pigerne havde lyst til og  behov for en anden påklædning. Hun gik til resten af gruppen, og hurtigt blev de enige om, at de ville prøve at gøre noget ved det.  

-Korpset er jo til for dem, så hvis vi oplever, at de er utilfredse med noget, så synes jeg også, vi skal tage det alvorligt, fortæller Caroline Trinskjær, der er gruppeleder for Gladsaxe gruppe.  

Foto: Christian Blom-Bloch

Gav HB lektier for

For at løse et problem, er det en god idé at tage det med derhen, hvor beslutningerne bliver taget. Hos os sker det på Delegeretmødet, som bliver afholdt hvert andet år i maj. 

Der bliver drøftet henstillinger og forslag til vedtægtsændringer, der er med til at forme fremtiden i korpset. Derfor var det oplagt for Gladsaxe gruppe at tage snakken om påklædningen med til DM. 

-For os handlede det meget om, at vi ville vise vores piger, at deres stemme også er inddraget i deres eget korps, fortæller Trinskjær og fortsætter:  

-Det er deres korps, så selvfølgelig skal de være med til at sætte retningen.

Gruppen vurderede, at det var bedst at lave en henstilling med et ønkse om at give hovedbestyrelsen “lektier” for. Det kunne folk stemme for eller imod. I den lød det blandt andet, at de som gruppe mente, at tiden var moden til at åbne for en evaluering af korpsets visuelle identitet og påklædning.  

I henstillingen foreslog de, at hovedbestyrelsen undersøgte og satte dialog i gang om De grønne pigespejderes visuelle identitet. Henstillingen blev vedtaget, og måske har du i løbet af de seneste to år opdaget, hvordan hovedbestyrelsesmedlemmer har taget emnet op til diverse arrangementer for at høre landets pigespejdere, hvad de synes.  

Foto: Morten Hatting Voltelen

Introduktion til demokratiet

Caroline og resten af gruppen kunne tage hjem fra Delegeretmødet med oprejst pande. Caroline og resten af gruppen kunne tage hjem fra Delegeretmødet med oprejst pande. Hjemme til det ugentlige spejdermøde kunne de fortælle, at de var gået videre med det, som de var utilfredse med, og det nu var blevet besluttet at undersøge, hvordan man kunne gøre det bedre.  

For Caroline var det dejligt at kunne vise pigerne, at det virker at bruge sin stemme.  

-Det er for en del af børnene deres første berøring med demokrati, fortæller hun og fortsætter:  

-Det er fedt at kunne give dem en tidlig tillid til foreningsdemokratiet. 

For hende og resten af gruppen har det været vigtigt at vise selv de mindste medlemmer, at vi alle har et ansvar for at bruge vores stemme, når vi vil skabe det bedste spejderkorps. 

Foto: Christian Blom-Bloch

Sådan kan en henstilling blive til:

En henstilling starter, når man opdager et behov i sin gruppe. Er der nogen, der er utilfredse med noget, eller har I en idé til en anden måde at gøre tingene på i korpset?  

Snak sammen med de andre i din gruppe. Er de enige med dig? Har de oplevet lignende udfordringer? Hvis I er flere, der har oplevet det samme, kan I undersøge mulighederne for at tage det op på det kommende Delegeretmøde.  

Så kan I snakke om, hvorvidt det giver bedst mening at stille et vedtægtsændringsforslag eller en henstilling. Hvad forskellen er, kan du blive klogere på lige her. 

En henstilling kan godt starte i én gruppe, men det er en god idé at tale med andre spejdere om den. Måske oplever de det samme som jer. 

Du kan for eksempel vende idéen med flere grupper, jeres region eller andre erfarne spejdere i korpset. Jo flere der bakker op om en idé, jo stærkere står den på Delegeretmødet. 

For at stille en henstilling skal forslaget underskrives af enten en gruppebestyrelse, en regionsledelse eller mindst 10 medlemmer. 

Læs mere om, hvordan du opretter en henstilling og samler underskrifter her.