Vil du gøre Danmarks spejderledere klogere på Science?

18.11.2021

SciencePirater søger dig, der gerne vil fortælle alle spejderledere om SciencePirater og vores Science Spejdermetode, så de er klar til at dykke ned i naturvidenskab med deres spejdere.

En bunke af forskellige sko ligger i hulter til bulter. Højhælede pumps, gummistøvler til børn og sneakers. Den første mandlige leder tager de bittesmå gummistøvler på og spæner hen mod en taske, rundt om den og med tungen lige i munden ender han tilbage bag den linje, han startede ved.

Dette er en stafet, der skal gøre ledere klogere på, hvorfor det er en ret god idé at have det rette sikkerhedsudstyr på, og den er en af de mange SciencePirat-aktiviteter, som skal klæde spejderledere på til at lære Science spejdermetoden fra sig til deres spejdere.

Nu kan du sætte dit præg på SciencePiraters science-uddannelse. Vi søger nemlig frivillige til arbejdsgruppen for uddannelse, som indtil videre har besøgt både Det Danske Sepjderkorps’ KlanLederEvent og KFUM-Spejdernes Landstræf – og har mange spændende division- og distriktsarrangementer i kalenderen.

Du skal:

  • Være hooked på at udvikle uddannelser og kurser
  • Synes, det er nice at besøge spejderledere på tværs af landet
  • Kunne lide naturvidenskab
  • Være kreativ med, hvordan vi gør spejderledere klogere på science

Vi mødes fysisk og online, og vi ser meget frem til at få netop dig med på holdet.

Hvad får jeg?

Som frivillig i SciencePiraters uddannelsesgruppe får du erfaring med uddannelses- og kursusopbygning. Du får nogle værktøjer og rammer at arbejde med, som både kan inspirere og rykke dig. Derudover får du selvfølgelig en masse gode oplevelser og grin, mulighed for at undervise og give gejst videre og muligheden for at være med til at opbygge det største uddannelsestilbud i spejderverdenen.

Om baggrunden

Vi vil skabe en uddannelse, der øger deltagerens forståelse for og evne til at videregive positive science-værdier (prøve sig frem, nysgerrighed etc.) til spejdere, der fremmer en positiv forståelse af naturvidenskab på tværs af spejdere i Danmark, og at deltageren bruger og forstår science spejder metoden.

Er du nysgerrig?

Skriv til Sara på sam@pigespejder.dk og hør mere.

SciencePirater er et tværkorpsligt projekt, som er støttet af VILLUM FONDEN.