Vil du være De grønne pigespejderes Vice International Commissioner?

30.04.2026

De grønne pigespejdere søger nu korpsets næste vice International Commissioner. Det er den International Commissioners (IC) og Vice International Commissioners (Vice IC) ansvar i samarbejde at løfte De grønne pigespejderes interesser ud i verden og på samme måde bære WAGGGS ind i korpset. Ansvaret vil fordele sig sådan, at det primært vil være Vice IC’erens ansvar at bære WAGGGS ind i korpset, hvorimod IC’eren primært løfter De grønne pigespejderes interesser ud i verden. 

Du vil skulle overtage vice IC-rollen til oktober (i forbindelse med at den nuværende vice IC bliver udnævnt til IC), men vil så småt kunne gå i gang efter sommerferien. 

Tidsforbruget for en vice IC er ca. 7-10 timer om ugen. Der er dog tidsmæssig spidsbelastning i forberedelsen optil konferencer og andre store events. Du skal også have mulighed for at kunne tage på udlandsrejse 2-3 gange om året i både ferier og weekender. 

Dine primære opgaver som vice IC vil være: 

  • Repræsentation af De grønne pigespejdere og Det Internationale Fællesråd 
  • Formand for De grønne pigespejderes Internationale Udvalg 

 

Derudover sammensættes opgaverne i samarbejde med IC’eren. De kan være følgende: 

  • Kontaktperson til udvalg i Det Internationale Fællesråd 
  • At formidle internationale tilbud til De grønne pigespejderes medlemmer 
  • At repræsentere De grønne pigespejdere ved internationale konferencer 
  • At samarbejde med IC’ere fra Det Danske Spejderkorps og Danske Baptisters Spejderkorps om driften af Det Internationale Fællesråd og dets tilhørende udvalg 

 

 Hvem er du? 

  • Du kan lide at beskæftige dig med politik og strategi 
  • Du er god til at skabe relationer og netværk 
  • Du kan tale og skrive engelsk 
  • Du er god til at arbejde selvstændigt og overholde deadlines 
  • Du vil udbrede WAGGGS’ initiativer, strategier og aktivitetsmaterialer hos De grønne pigespejdere 

 

Lyder det som dig? Så besvar disse spørgsmål og send afsted til ic@pigespejder.dk: 

  • Hvem er du og hvorfor er du interesseret i at være vice IC? 
  • Hvor godt begår du dig på engelsk, både mundtlig og skriftlig?  
  • Hvordan har du det med at arbejde med politik og strategi?  
  • Hvordan har du det med at skabe nye relationer til andre – også på tværs af kulturelle forskelle? 
  • Hvordan har du det med at svare på mails, samt forberede og deltage i mange møder både fysisk og online? 
  • Hvordan har du det med at arbejde selvstændigt og overholde deadlines?

 

Ansøgningsfristen er den 22. juni, og derefter vil vi meget gerne have en snak med dig om rollen i løbet af sommeren (hvis muligt på Spejdernes Lejr) inden hovedbestyrelsen træffer den endelige beslutning om hvem, der skal være vores næste Vice IC. 

Hvis du har spørgsmål til rollen, er du velkommen til at kontakte IC Amalie på ic@pigespejder.dk eller 61 62 56 44.