Når 30.000 spejdere mødes til Nordens største spejderlejr i 2026, har lejrledelsen besluttet at igangsætte konkrete initiativer for at gøre lejren mere bæredygtig. I første omgang er fokus især på energi, transport og forplejning, og du kan læse meget mere om initiativerne her
Ambitionen for den kommende lejr i 2026 er, at den skal være den hidtil mest bæredygtige Spejdernes Lejr, og det er blandt andet inspireret af Spejderlovens afsnit om at værne om naturen og tage et medansvar for samfundet samt spejderkorpsenes nylige strategier. I weekenden var hele Lejrledelsen samlet og her blev flere forskellige bæredygtige tiltag vendt, som skal bidrage til at mindske lejrens fysiske aftryk på både miljøet og klimaet.
Følger de officielle kostråd
På Spejdernes Lejr 2022 udgjorde forplejningen til lejrens godt 30.000 deltagere og frivillige den største andel af lejrens samlede CO2 –udledning. For at reducere lejrens miljøbelastning, er det derfor blevet besluttet, at Spejdernes Lejr 2026 skruer markant op for mængden af grøntsager og bælgfrugter og ned for mængden af kød. En beslutning, der også er i tråd med Fødevarestyrelsens officielle kostråd.