YSP’ere på Spejdernes Lejr: ”Vi vil vise politikerne, at spejder er det fedeste i verden”

14.07.2022
De tre pigespejdere, der skal være YSP’ere på SL2022. Leonora (til højre) og Idun (i midten) samt Katrine (til venstre).

Mød to pigespejdere, der skal være YSP’ere på Spejdernes Lejr 2022; Leonora Holst Jensen fra Odder og Idun Brandt Ørtvig fra Hasle-møllevang, begge 17år. De vil vise politikerne, at spejder er det fedeste i verden, og at fællesskabet er vejen frem.

-Af Maria H. L. Guldmann, studentermedhjælper i kommunikation hos De grønne pigespejdere

Når Spejdernes Lejr 2022 løber af stablen den 23.- 31. juli får otte unge spejdere en helt særlig rolle. De skal nemlig være Young Spokes Persons (YSP’ere) og bliver dermed spejdernes ansigt udadtil.

Det indebærer blandt andet at vise politikere og andre meningsdannere rundt og tale med dem, når de kommer på besøg på lejeren. De skal sørge for at give dem den bedst mulige oplevelse og vise, hvad det vil sige at være spejder.

”Vi skal sprede budskabet om at være spejder og vise, hvor meget fællesskab vi skaber internationalt og i landet,” forklarer Leonora Holst Jensen, der er en af de otte YSP’ere og desuden grøn pigespejder.

Hele tre af de otte YSP’ere er grønne pigespejdere, herunder Leonora fra Odder og Idun fra Hasle-møllevang, der begge er 17år.

Fællesskaber er nøglen til fremtidens udfordringer

Idun og Leonora glæder sig til at forklare politikerne, hvor meget spejderfællesskabet kan, når de viser dem rundt på lejeren. Som spejder er man nemlig ekspert på fællesskab, og ved at se på spejderfællesskabet kan man lære meget om fællesskabets kraft.

”Vi er stærkere sammen. I et fællesskab. Man behøver slet ikke at være god til det hele som individ. Når man er en gruppe, hvor alle er gode til noget forskelligt, så bliver man stærkere,” siger Idun.

”Et fællesskab handler ikke om konkurrence, men om venskab og samarbejde,” forklarer hun.

Det er noget af det, hun vil fortælle de politikere, der besøger lejeren. Her kommer lejerens tema ’Fælles om fremtiden’ også i spil, for fællesskaber er nøglen til at sikre en god fremtid og løse de udfordringer, vi står overfor.

”Jeg vil også forklare politikerne, at vi støtter op om klimaet i forhold til temaet på lejeren ’fælles om fremtiden’. Det er jo også en politisk dagsorden.”

Meget mere end at sælge småkager

”Vi vil gerne have, at de (politikere og meningsdannere, red.) går derfra og tænker, at spejder er det fedeste i verden,” siger Idun og tilføjer begejstret:

”Hvis nogle af politikerne har børn, så skal de gerne tænke ’ej mit barn skal da gå til spejder’, efter at have besøgt os”

Leonora er enig. Hun synes det er vigtigt, at de får sat ord på og vist, hvad det vil sige at være spejder, fordi der florerer mange fordomme:

”Mange har fordomme om spejdere. Den største fordom er nok, at en spejder er sådan en, der sælger småkager og hjælper en gammel dame over vejen. Det at være spejder er så meget andet. Det kan man se, når man går rundt på lejeren. Her får man indtrykket af det stærke fællesskab.”

Spændte og fulde af pigespejdermod

Idun og Leonora kommer som en del af YSP-teamet til at repræsentere Spejderne samlet set. Men de har stadig deres pigespejderværdier med i bagagen, når de går til YSP-opgaverne. Særligt deres pigespejdermod.

”De grønne pigespejdere er ’piger der tør’. Jeg synes det var lidt grænseoverskridende at skulle være YSP’er. Både at møde de andre YSP’ere og i det hele taget at skulle være frontperson. Det handler om at være modig – kaste sig ud i det og bare turde prøve det af,” forklarer Idun.

Sammen med de andre YSP’er har de været på en intens forberedelsesweekend, hvor de er blevet hærdede i at kaste sig ud i tingene. Her har de øvet sig i at holde små taler foran hinanden og modtaget undervisning i, hvordan man taler med politikere og starter samtaler. Desuden er de blevet skarpe på spejdernes historie og på at formidle spejderånden til udefrakommende. De har altså forberedt sig grundigt, og nu kan de næsten ikke vente længere.

”Jeg glæder mig til tidspunktet, hvor vi faktisk skal fuldføre vores YSP-rolle og få brugt alt det, vi har lært,” siger Leonora spændt og Idun nikker ivrigt.

Heldigvis skal de ikke vente så længe endnu. Spejdernes Lejr er nemlig lige om hjørnet – helt præcist den 23.- 31. juli.