Så er det endnu engang blevet tid til at finde nysgerrigheden, modet, din varmeste jakke og det gode humør frem, når vi mødes spejderledere fra hele landet til et brag af et Nyborg Strand kursus!
Nyborg Strand kursus 2024 har fokus på PigespejderExplorer, og hvordan vi kan udfordre vores piger på nye og endnu vildere måder. Vi kan og tør nemlig så meget mere, end vi selv nogle gange tror!
Først kommer Søren Præstholm fra Center for Børn og Natur på besøg med et spændende oplæg om naturaktiviteter. Han vil gøre os klogere på, hvorfor de skal prioriteres endnu mere i vores spejdergrupper.
Lørdag eftermiddag er der fælles aktivitet, hvor vi skal dyste mod hinanden på trangia. Eftermiddagen rundes af med en “pigespejder update”, hvor vi får mulighed for at høre endnu mere om, hvad der sker lige nu i pigespejderland.
Om aftenen skal der selvfølgelig grines og hygges i hinandens selskab til aftenunderholdning, hvor vi i år skal prøve at være Indiana Jones for en aften.