PigespejderMagt: Fokus for 2026-2028

Modige meninger starter her

Flere unge oplever i dag udmattelse og tvivl på, om de kan gøre en forskel. En følelse af magtesløshed, når verden føles stor og svær at ændre.

Det gør vi op med.

PigespejderMagt giver piger og unge kvinder modet til at tage ordet, pladsen og indflydelsen tilbage. Vi styrker De grønne pigespejderes stemme og skaber rum, hvor deres holdninger bliver hørt, taget seriøst og omsat til handling.

“Det bliver fedt at se vores små piger opleve, at de HAR en stemme, de kan bruge den, have en mening – men også at de kan tage ansvar for det, de siger. Jeg håber selv at lære en masse, og at vores gruppe kan lære at tale om vigtige udfordringer.”

“Det er tit drengene, der taler højest. Jeg ønsker, at vores piger kan lære, at det også er dem, der kan starte en god diskussion i klassen. I vores gruppe kan vi godt tale meget i munden på hinanden – måske vi kan lære at lytte mere. Det er jo, hvad en god leder gør.”

Hvad gør PigespejderMagt?

Vi kan starte med, hvorfor det er vigtigt: Verden mangler stadig pigers og kvinders stemmer, hvor beslutninger bliver truffet. De er underrepræsenterede i bestyrelser, politik og ledelse. Konsekvenserne heraf er blandt andet, at:

  • Beslutninger bliver dårligere
  • Demokratiet bliver skævt
  • Potentiale går tabt

Gennem konkrete aktiviteter, samskabelse og involvering styrker PigespejderMagt piger og kvinders:

  • Demokratiske mod og selvtillid
  • Lyst til at engagere sig
  • Mulighed for reel indflydelse
  • Oplevelse af at kunne ændre verden

Vi sænker barriererne for deltagelse og gør det lettere at tage ordet, tage ansvar og tage plads.