2. Randers

Grønsmutter (0-3. klasse)

De yngste piger mødes om tirsdagen kl. 17.00 i grønsmutteflokken. Her er pigerne 6-10 år og går i 0. –  3. klasse. I 4. klasse rykker man op til de store spejdere.  Vi har lige nu omkring 15 piger i smutteflokken. Vi laver mange forskellige aktiviteter, som spænder utroligt bredt. Vi har gang i både farver og pailletter, søm og hammer, musikinstrumenter og sangbøger, snobrødspinde og pandekagedej, den vilde natur og alt muligt andet.

Om foråret og efteråret har vi en enkelt overnatning i spejderhytten på Vestre Bakkevej, hvor vi mødes sidst på eftermiddagen og er færdige dagen efter ved middagstid. Det er en ret overskuelig tur. I løbet af året er der også juleturen, forlænget weekend i telt og naturligvis sommerlejren, som oftest er 4 dage i telt. Derudover har vi også en-dagsarrangementer som f.eks. fastelavnsfest, minihike mv.

Grønsmutterne møder hele tiden nye udfordringer, hvor de lærer mere om sig selv, hinanden og verden omkring dem. Som alle andre pigespejdere lærer grønsmutterne nye ting ved at prøve selv, og de lærer, at de kan mere end de tror, hvis de samarbejder og tager hensyn til hinanden.

Det trygge fællesskab

Grønsmutteflokken er inddelt i kuld. I 2. Randers hedder kuldene Kaninerne, Vaskebjørnene, Egerne og Pindsvinene.Der bliver i smutteflokken skabt masser af venskaber på tværs af alder og klasser, da pigerne kommer fra flere forskellige skoler . Og her kan man hurtigt få en ny bedste-ven.

Her kommer princippet om børn leder børn til udtryk – de ældste piger hjælper, tager ansvar og går foran i forhold til de yngre piger, som derved har nogle rollemodeller at spejle sig i.

Møderne i smutteflokken bliver altid ledet af en voksen leder, der arbejder frivilligt og ulønnet. Derudover har vi nogle af de større spejdere til at hjælpe ved møderne, så pigerne møder mange gode rollemodeller.

Grønsmutternes motto lyder: “Vi vil stå sammen. Vi vil gøre vort bedste”.