Skt. Jakob

Spirerne (5 år til midten af 2.kl)

Spirer er pigespejdere som er fyldt 5 år og indtil midten af 2. klasse. De holder møde hver onsdag kl. 17-18.30

Spirerne udforsker og udfordrer verden omkring sig ved hjælp af leg, sang, teater, ture, naturoplevelser og historier.

Spirerne lærer at samarbejde, lytte og tage hensyn til hinanden. De lærer også at mestre små opgaver og finde ud af nye ting ved selv at få lov til at prøve. Det kaldes “learning by doing” og er en vigtig del af De grønne pigespejderes traditioner og principper. Spirerne tager også på weekender, med en enkelt eller to overnatninger, og i Kr. Himmelfartsferien er vi på sommerlejr sammen med smutterne fra onsdag til søndag. For nogle kan det være en stor udfordring at skulle på tur uden mor og far, men ofte vokser de ti centimeter af bare stolthed når de opdager at de godt kan.

Det trygge fællesskab

Møderne i spireflokken bliver altid ledet af en voksen leder i samarbejde med unglederne som alle arbejder frivilligt og ulønnet. Vi vægter nærvær og tryghed for den enkelte meget højt, for når man er spirer er det vigtigt at trives godt for at have mod til at kaste sig ud i nye ting. Spirerne er delt ind i klynger, som er små grupper på 4-10 piger, og når vi arbejder i klynger træner vi samarbejde og det nære fællesskab.

Alle vores spireledere, unge som gamle, bliver løbende uddannet på De grønne pigespejderes egne lederkurser, sådan at vi kan lave spejderarbejde i høj kvalitet.

Vil du vide mere om at være spire, så skriv til os på pigespejderSJ@gmail.com

Spirernes motto lyder: “Vi vil hjælpe hinanden og dele med andre”.