Som ny leder i De grønne pigespejdere er du en central del af et fællesskab, der er bygget på frivillighed, ansvar og gensidig støtte. Din egen udvikling og trivsel som frivillig er vigtig både for dig selv, dine medfrivillige og pigespejderne.
Gå på opdagelse i kategorien Engagement og frivillighed – og få tips samt viden om frivillighed, engagement og lederskab i De grønne pigespejdere.
Her er nogle grundlæggende områder, hvor du kan fokusere på at udvikle dig som leder og sikre din egen og fællesskabets trivsel.
Forventningsafstemning og klarhed
For at trives i din rolle som leder er det vigtigt at forventningsafstemme og styrke samarbejdet helt fra start.
- Sørg for, at du har klarhed over dine ansvarsområder og arbejdsopgaver.
- Hvis du er usikker på noget, er det vigtigt at stille spørgsmål og få afklaring fra din ledergruppe.
- Vid hvem du skal gå til, hvis der er noget du er i tvivl om eller mangler sparring til.
- Vær fleksibel og åben for, at opgaver kan ændre sig over tid, og vær parat til at tilpasse dig disse forandringer.
Prioriter din egen udvikling
Som leder får du mulighed for at udvikle både personlige og ledelsesmæssige færdigheder.
- Deltag i kurser og workshops, der kan styrke dine ledelseskompetencer.
Anerkend din egen indsats
Frivilligt arbejde kræver tid og energi, og det er vigtigt at anerkende og værdsætte dine egne bidrag.
- Fejr dine succeser og de fremskridt, du gør som leder.
- Brug tid på at reflektere over de udfordringer, du har mødt, og hvad du har lært af dem.
- Det er vigtigt at prioritere pauser i dit frivillige arbejde, så det ikke bliver overvældende, og du ikke føler dig tvunget til at trække dig helt. Husk, at det er helt naturligt at tage pauser for at genoplade. Det handler om at finde en balance, så du bevarer energien og kan fortsætte med at leve op til dit ansvar og de aftaler du har givet. Snak med dine medledere, så I hele tiden har en god forventningsafstemning.
Løbende evaluering og støtte
For at sikre, at du er på rette vej, er det vigtigt at prioritere udviklingssamtaler og få feedback.
- Del din udvikling og trivsel med din mentor eller ledergruppe gennem regelmæssige udviklingssamtaler (LUS/FUS).
- Udnyt muligheden for at drøfte dine erfaringer og få støtte til at udvikle dine ledelsesevner.
Balancér frivillighed og privatliv
At være frivillig leder er en meningsfuld og givende opgave, men det er også vigtigt at skabe en god balance, så både engagementet i spejderlivet og dit privatliv trives. Med en bevidst tilgang kan du bidrage til fællesskabet uden at gå på kompromis med dig selv.
- Vær realistisk i forhold til, hvor meget tid du kan afsætte til spejderarbejde.
- Sørg for at have tid til dig selv, så du kan opretholde din mentale og fysiske sundhed.
- Lær at sige fra, når du føler dig overvældet, og søg støtte, hvis du har brug for det.
Mentalt velvære og socialt fællesskab
At være leder i et frivilligt fællesskab er ikke kun givende for spejderne, meget tyder på at det at være frivillig også har en en positiv indvirkning på den frivilliges mentale sundhed.
- Del dine erfaringer med andre ledere og støt hinanden i både de gode og udfordrende perioder.
- Frivilligt arbejde giver ikke kun værdi til andre, men giver også en følelse af mening og formål, som styrker dit selvværd.