En generalforsamling er et årligt møde, hvor medlemmer af en forening samles for at træffe vigtige beslutninger om foreningens fremtid. På generalforsamlingen vælger man, hvem der skal sidde i bestyrelsen, man godkender regnskaber og budgetter, samt diskuterer og vedtager eventuelle ændringer af foreningens vedtægter.
På generalforsamlingen har medlemmerne mulighed for at komme med forslag og kommentarer til foreningens drift og udvikling. Generalforsamlingen er således den centrale del af foreningens demokratiske proces, hvor alle medlemmer har mulighed for at deltage og bidrage. Det er stedet, hvor bestyrelsen kan få opbakning til en ny retning for foreningen eller til bestyrelsens arbejde generelt.
Mellem generalforsamlingerne – i den daglige drift – er det bestyrelsen som træffer de fleste beslutninger i foreningen, men hvis bestyrelsen er uenig om en beslutning, kan den løftes til generalforsamlingen og så er det her, den endelige beslutning træffes.
I korpsets vedtægter (§7 stk. 5) er reglerne for afholdelse af den årlige generalforsamling i gruppen beskrevet. Find link til vedtægter nederst på siden.