Som en del af spejderarbejdet betaler grupper en årlig korpsafgift og regionsafgift pr. medlem. Korpsafgiften bidrager til korpsets aktiviteter, forsikringer og drift, mens regionsafgiften går til lokale tiltag i regionen. Disse afgifter sikrer, at medlemmerne fortsat får spændende oplevelser og aktiviteter både lokalt og nationalt.
Regionsafgift
Gruppen modtager opkrævning (typisk én-to gange om året) på afgift til regionen. Afgiften betales pr. medlem. Beløbet vedtages for to år ad gangen på den ordinære regionskonference.
Korpsafgift
Korpsafgiften er en årlig afgift pr. medlem, som opkræves hos de lokale grupper i korpset. Korpsafgiften bidrager til korpsets aktiviteter og drift samt dækker udgift til forsikringer og administrative omkostninger. Korpsafgiften er således med til at sikre, hvordan der fortsat udvikles og tilbydes spændende oplevelser og aktivitetsmuligheder til medlemmerne i de lokale grupper.
Korpskontoret opkræver korpsafgiften via Betalingsservice. Afgiften reguleres årligt i henhold til §13, stk. 1 i korpsets vedtægter. Find link til vedtægterne nederst på siden.
Nedsat korpsafgift for nye grupper/enheder
Ifølge korpsets vedtægter (§13, stk. 1) modtager nye flokke og troppe (ikke deling af bestående) et tilskud svarende til differencen mellem korpsafgiften og prisen på medlemsudgivelse og forsikring det første år.
I praksis betyder det, at gruppen ved de første to opkrævninger af korpsafgift efter oprettelsen af enheden (eller stiftelsen af den nye gruppe) opkræves 30 kr. pr. medlem (af den nye enhed/gruppe) pr. halvår for gruppens aktuelle antal medlemmer pr. 15. februar og 15. august.
Kun medlemmer, der er indmeldt i gruppen i forbindelse med enhedens oprettelse, er omfattet af denne regel.