Sæsonplan og ugeoversigt for enheder

Som enhedsleder hos De grønne pigespejdere er det en stor fordel at planlægge året på forhånd. En sæsonplan giver dig og dit lederteam struktur og overblik, så I kan fokusere på det vigtigste: at skabe fantastiske oplevelser for pigespejderne. Med en plan på plads ved alle, hvad der skal ske, hvilket gør det lettere at få tiden som frivillig til at hænge sammen. En ugeoversigt hjælper desuden gruppen med at koordinere på tværs af enheder og holde styr på, hvem der har møder hvornår.

Gør det simpelt

Planlægningen behøver ikke være kompliceret. Start med at overveje, hvad I gerne vil nå i løbet af sæsonen: Skal I arbejde med særlige mærker? Skal I på lejr? Eller måske planlægge en afslutningsfest? Det handler om at finde en god balance mellem faste aktiviteter og plads til kreativitet og spontanitet.

Inddrag spejderne

Husk også at inddrage spejderne i planlægningen af året. Spørg dem, hvad de drømmer om at lave, og hvilke mærker de gerne vil tage. Når spejderne får medbestemmelse og ansvar, vokser deres engagement og lyst til at lære. Det er her, spejderarbejdet virkelig gør en forskel – når børn tager ansvar, lærer af hinanden og oplever, at deres idéer bliver til virkelighed. ‘Børn leder børn’ er en kerneværdi i spejderarbejdet.

Sæsonplan og ugeoversigt

Start med en simpel oversigt over sæsonens møder, og skriv ind, hvad der skal ske uge for uge. Marker travle perioder, fx op til en lejr, så det er tydeligt for alle. Det hjælper både jer og eventuelle nye frivillige med at planlægge tiden og forberede sig.

Tænk også på jer selv som ledere:

  • Hvilke aktiviteter kræver ekstra forberedelse?
  • Hvornår har I brug for flere hænder?
  • Er der plads i kalenderen til at justere undervejs?
  • Hvornår skal I holde ledermøder?

Hent sæsonplan og ugeoversigt

Vi har lavet forskellige versioner af sæsonplaner og ugeoversigter, som I kan hente og bruge:

  • Printvenlig version (A3 & A4): Perfekt til at hænge op og udfylde i hånden.
  • Digital version (Excel og Word): Ideel til løbende justeringer og deling online.

Skabelonerne er fleksible og kan genbruges år efter år. I tilføjer selv ugenumre og aktiviteter, så de passer til jeres behov.

Sæsonplan A3 (pdf)
download-icon view-icon accordian-icon
Sæsonplan A4 (pdf)
download-icon view-icon accordian-icon
Sæsonplan (excel)
download-icon accordian-icon
Ugeoversigt (pdf)
download-icon view-icon accordian-icon

Tag udgangspunkt i gruppens årshjul

Gruppens bestyrelse og gruppeleder udarbejder et årshjul, der indeholder de vigtigste begivenheder for hele gruppen, som fx fællesarrangementer, traditioner, kurser og lejre. Brug dette årshjul som fundament, når I laver jeres sæsonplan, så aktiviteterne passer ind i den større sammenhæng.
I kan også udfylde jeres eget årshjul, hvis det passer bedre til jeres behov.



Gode råd til planlægning

  • Tydelighed skaber tryghed: Del planen med spejdere, forældre og ledere, så alle ved, hvad de kan forvente.
  • Koordiner med gruppeledelsen og andre enheder: Sørg for, at jeres aktiviteter passer ind i gruppens samlede program.
  • Løbende opfølgning: Hold korte møder i lederteamet, hvor I justerer planen og sikrer, at alle er med.
  • Husk det sjove: Planlæg spændende ture eller sjove aktiviteter kun for ledere og frivillige – det styrker fællesskabet og gør arbejdet endnu sjovere. Hvem siger, at et ledermøde ikke kan holdes i en shelter under åben himmel? Det er kun fantasien der sætter grænser.Hvis planlægningen virker uoverskuelig, så tag fat i gruppelederen eller bestyrelsen. De kan hjælpe med gode råd og erfaring. Del også ansvaret i lederteamet – sammen bliver det både lettere og sjovere.

En sæsonplan handler ikke kun om struktur, men om at skabe et fundament for sjove, lærerige og mindeværdige oplevelser for både spejdere og ledere. Når planlægningen er på plads, kan I fokusere på det, der virkelig betyder noget: fællesskabet og oplevelserne.