Kokkedal

Bliv frivillig

Vær med i fællesskabet, der gør en forskel for piger i alle aldre – og få samtidig gode oplevelser og nye kompetencer med i din rygsæk. Du giver din tid og deler ud af det du er god til, til gavn for Danmarks stærkeste pigefællesskab, der laver udfordrende aktiviteter for piger.

Kokkedal gruppe er en nystartet gruppe og vi har brug for alle slags kvinder som frivillige.

Vi ønsker at kunne tilbyde udfordrende og udviklende aktiviteter til piger i alle aldre. Du kan blive spejderleder og have ansvaret for en gruppe spejdere, og du vælger selv den aldersgruppe, som du helst vil arbejde med. Du kan læse mere om vores tanker om arbejdet i hver enkelt aldersgruppe her på hjemmesiden.

Udover arbejdet med pigerne, så er der mange andre opgaver, du kan hjælpe med og på den måde bidrage til at skabe spejderarbejde i høj kvalitet. Du kan fx blive aktiv i spejdergruppens PR-arbejde, hjælpe til med det praktiske ved ture og lejre, være hjemmesideredaktør, fundraiser eller bidrage med din specialviden. Alle frivillige kræfter er unikke og er med til at gøre en forskel for at give piger mod og gode oplevelser. Og vi har altid brug for en ekstra hånd.

Som frivillig i Kokkedal er du med til at gøre en kæmpe indsats for at give piger frirum og friluftsliv. Der er ingen regler om, hvad du skal lave. Sammen med spejderlederne snakker du om, hvad du har lyst til og planlægger efter det.

Alt det kræver er godt humør og lysten til at gøre en forskel. Så enkelt er det.

Kontakt gruppeleder Maria Giergiel på mail eller telefon, så tager vi en snak om hvordan du bliver en del af Danmarks stærkeste fællesskab.