For piger:

Kom og vær med! Hvis du er pige og går i 0.-3. klasse, kan du blive spire eller grønsmutte hos De grønne pigespejdere.  Går du i 4. klasse eller er ældre, kan du blive tropsspejder. Vi mødes ca. en gang om ugen og har det rigtig sjovt. Vi tager også på ture, så bor vi i hytter og sover i soveposer. Masser af veninder!

Vi er grønne som skoven! Vi er meget ude når vi er sammen. Vi lærer om dyr og planter, og om at passe godt på naturen. Vi er kun piger! Ind imellem er det sjovt kun at være piger. Vi kan nemlig meget mere, end vi selv tror. De grønne pigespejdere har en flot uniform. Skjorten er grøn og tørklædet er ternet. Vi håber du har lyst til at komme og besøge os! Klik på “Grupperne” i menuen til venstre, og find den gruppe der bor i nærheden af dig. Vi glæder os til at se dig!

 

Information til forældre:

Kontingent: Det koster et mindre beløb at være medlem hos De grønne pigespejdere. Pengene går til aktiviteter, blade, kurser og administration. Derudover skal man betale for ture og lejre. De enkelte grupper, fastlægger selv kontingentet.

Uniform: De grønne pigespejderes uniform består af en grøn skjorte og et ternet tørklæde og er ens for alle aldersgrupper. Du behøver ikke købe en uniform, før du er sikker på, at de datter vil fortsætte som pigespejder. I starten er det nok med tørklæde. Uniform og andre pigespejderting kan købes i De grønne pigespejderes webshop www.55nord.dk

Møderne: Der er som regel spejdermøde en gang om ugen på samme ugedag og tidspunkt. For at møderne kan fungere, er det vigtigt, at din datter kommer til tiden – og at hun ringer afbud, hvis hun er forhindret.

Hjælp til: Det bliver sjovere for alle, hvis forældrene hjælper til med praktiske opgaver – lige fra kagebagning til kørsel når pigerne skal ud på tur. Du kan få indflydelse på det lokale spejderarbejde ved at blive forældrerepræsentant i det lokale grupperåd.

 

Hos De grønne pigespejdere inddeles pigerne efter klassetrin:

De helt små spirer

Vores yngste medlemmer bliver kaldt spirer og går i 0.-1. klasse.

Spirerne udforsker og udfordrer verden omkring sig ved hjælp af leg, sang, teater, ture, naturoplevelser og historier.

Spirerne lærer at samarbejde, lytte og tage hensyn til hinanden. De lærer også at meste små opgaver og finde ud af nye ting ved selv at få lov til at prøve. Det kaldes “learning by doing” og er en vigtig del af De grønne pigespejderes traditioner og principper.

 

De lidt større grønsmutter

Grønsmutter er pigespejdere, der går i 2.-3. klasse.

Grønsmutter laver kreative og sjove aktiviteter om så forskellige emner som pigeliv, natur, samfund, verden og kristendom.

Grønsmutter møder hele tiden nye udfordringer, hvor de lærer mere om sig selv, hinanden og verden omkring dem. Som alle andre pigespejdere lærer grønsmutterne nye ting ved at prøve selv, og de lærer at man kan mere end man tror, hvis man samarbejder og tager hensyn til hinanden.

 

De store spejdere

Pigespejdere der går i 4. klasse og op, kalder vi slet og ret “spejdere”.

Spejderne arbejder selvstændigt i små grupper, kaldet patruljer, hvor de lærer at tage ansvar igennem sjove aktiviteter, der altid er tilpasset pigernes udviklingstrin og modenhed.

Spejderne deltager også i større arrangementer og lejre; de prøver deres grænser af med udfordrene friluftsaktiviteter; de møder udenlandske spejdere eller tager selv på ture til udlandet.

I patruljen får man et tæt fælleskab med de andre piger. Patruljen bliver ledet af en patruljeleder, der typisk er 14 – 17år og uddannet på vores patruljelederkurser. Møderne i troppen bliver altid ledet af en voksen leder.