Voksen frivillig
Har du lyst til at blive frivillig i et stærkt fællesskab af piger og kvinder, hvor du kan få lov til at udfolde dig i arbejdet med piger i forskellige aldre, så overvej nedenstående.
I smutteflokken mødes de 6-10-årige piger. Her skal du overveje om du kunne tænke dig at give en hånd til med f.eks. at lave saftevand, dele sakse og andet ud, følges med et lille hold rundt til aktiviteter, trøste, holde ro og orden, lægge ting på plads, måske selv stå for små aktiviteter, sørge for at alle er med og føler sig set og hørt, forberede møderne ved at købe småting ind, tage imod tilmeldinger osv. Det er bestemt ingen hindring at være mor til en af pigerne i flokken – det er set mange gange før!
I spejdertroppen mødes de 10-14-årige. De har brug for en storesøstertype, som kan fungerer som rollemodel, som kan gå forrest og vise vejen, og som ikke er bange for at stå ved, den hun er.
Eller kunne du måske tænke dig at tage med på tur og hjælpe med at putte børn i seng, lave mad, vaske op, følges med et hold til aktivitet, måske selv stå for små aktiviteter, hygge med de voksne om aftenen, når ungerne er lagt i seng, hjælpe med at finde bamser, strømper og tandbørster, der er blevet væk.
Eller vil du hellere med på tur for at være den, der fører an, når pigerne sejler i kano, klatrer med seniorerne på de højeste baner i klatreparken, sover i telt i frostvejr, gennemfører aktiviteterne i øsregnvejr eller står for underholdningen til lejrbålet.
Det vigtige er ikke mange års spejdererfaring – det er viljen til at skabe trygge rammer pigerne kan udvikle sig i.