Houlkær

Spejder (4.-7. klasse) & Senior (8.-10. klasse)

Hvor, hvornår?

Houlkærs spejdere og seniorer holder spejdermøde sammen hver onsdag fra 18.30 – 20.30 i Houlkær Kirkens kælder.
Sammen med spejderleder Didde og patruljeleder Emma Louise og Emma laver de spændende og udfordrende aktiviteter som rykker pigespejdernes grænser.
Aktiviteterne foregår både ude og inde, så pigerne skal altid huske tøj til både at være ude og inde, og som må blive beskidt og lugte lidt af bålrøg.

Spejdere og seniorer?

Pigespejdere, der går i 4.-7. klasse, hedder hos os ”spejdere” og pigespejdere der går i 8.-10. klasse, hedder senior.  Spejderne og seniorerne arbejder selvstændigt i små grupper, som vi kalder patruljer. I patruljerne lærer de at tage ansvar for sig selv og hinanden igennem sjove aktiviteter, der altid er tilpasset pigernes udviklingstrin og modenhed.
Spejderne og seniorer deltager også i større arrangementer og lejre, de prøver deres grænser af med udfordrende friluftsaktiviteter og de møder udenlandske spejdere eller tager selv på ture til udlandet.

Små og store fællesskaber

I patruljen får man et tæt fællesskab med de andre spejdere – og med de andre patruljer i den lokale spejdertrop. Patruljen bliver ledet af en patruljeleder, der typisk er 14 – 17 år og har været på vores Unglederkurser. Møderne i troppen bliver altid ledet af en voksen leder, der arbejder frivilligt og ulønnet. Alle vores tropledere bliver løbende uddannet på De grønne pigespejderes egne lederkurser.