Skt. Jakob

Velkommen til jer – både nye og gamle. Vi glæder os til at lære jer bedre at kende og håber, at I lige som jeres datter, vil få mange gode oplevelser hos os.

Uanset om du selv har erfaringer med spejderverdenen eller ej, er der helt sikkert nye begreber, ord eller måder vi gør tingene på. Vi vil meget gerne fortælle om hvad og hvorfor vi gør som vi gør, så tag endelig fat i os hvis der er noget du undres over eller gerne vil have uddybet.

I vores gruppe er din datter og hendes spejderkammerater i centrum.
Vi ønsker at alle vores piger skal udvikle sig, blive modigere, få nye venner og være en del af vores fællesskab.

For at pigerne for det bedste ud af deres spejdertid i Skt. Jakob er det nødvendigt med et godt forældresamarbejde. Vi har derfor 2 gange om året familiearrangementer for hele gruppen, forældreeftermiddag på flokkens lejre og forældremøder før store lejre for troppen.

Du kan hjælpe med:

  • Handle, køre eller bage, når vi skal på tur
  • Deltage i de arrangementer, hvor vi inviterer forældre
  • Svare på mails, aflevere sedler og betale til tiden.
  • Hjælpe din datter til at huske tøj efter vejret, da vi er ude så meget vi kan
  • Melde afbud til møder og ture i god tid. Og fortæl gerne, hvis vi har planlagt noget på en dag med klassetur, koloni eller lignende.
  • Du har også mulighed for at være forældrerepræsentant i vores gruppebestyrelse, hvor du kan være med til at forme gruppen og spejderlivet for din datter og hendes spejderkammerater.
  • Fortælle, hvis din datter synes noget har været vildt sjovt/kedeligt/svært… Så kan vi bedre planlægge spejderarbejdet fremefter.