Debat om kvinder i lokalpolitik

01. november 2021 kl. 17:30 - 01. november 2021 kl. 19:30 AL2, Nørre Voldgade 17. København

To målgrupper er underrepræsenterede, når det kommer til lokalpolitik. Det er de unge og det er antallet af opstillede kvinder på kandidatlisterne. Det vil De grønne pigespejdere nu gøre op med. Derfor inviterer de til valgaften for kvinder.

Kom til debat og mød fire politisk aktive kvinder fra hovedstadsområdet:

  • Camilla Søe, medlem af Venstre og meningsdanner

  • Mette Reissmann, kandidat til Borgerrepræsentationen i København for Socialdemokratiet

  • Sinem Demir, kandidat til Borgerrepræsentationen i København for Enhedslisten

  • Freja Fokdal, kommunalvalgskandidat for Radikale Venstre på Frederiksberg

De fire kvinder fortæller om deres motivation for at være politisk aktive og ikke mindst deres mærkesager. Der bliver rig mulighed for at stille deltagerne spørgsmål undervejs.

Spejder handler om friluftsliv, fællesskab og færdigheder i naturen. Men hos De grønne pigespejdere handler det i lige så høj grad om at finde sit eget ståsted i livet og blive klædt på til at tage aktiv del i det samfund, man er den del af. Det forestående valg til kommunalbestyrelserne er derfor en oplagt begivenhed, hvor de unge pigespejdere kan øve sig i at deltage i den demokratiske samtale.

Formålet med valgaftenen er også at give de kvindelige kandidater til kommunalbestyrelsen mulighed for at dele deres erfaringer med at være kvinde i lokalpolitik og på den måde være rollemodeller for de unge pigespejdere.


OBS: Får du fejlkoden "403: Ingen adgang", når du forsøger at afslutte din tilmelding, så prøv at tilmelde dig via en anden browser. De grønne pigespejdere har for nylig fået en ny version af Medlemsservice, og det har medført en del børnesygdomme. Fejlen er indberettet til udbyderen.

TILMELD DIG HER