Rekruttering af stabsmedlemmer
Det er kursuslederens opgave at sammensætte en stab, der som team kan løse opgaven.
Når man som kursusleder skal sammensætte en stab, vil man ofte vælge at spørge personer i sit eget spejdernetværk eller fra tidligere kurser. Man kan også kontakte Korpskontoret på info@pigespejder.dk der har adgang til alle instruktørudtalelserne. Der kan f.eks. være en instruktør, der har brug for at komme med i staben på netop et kursus som dit for at kunne komme videre i sin egen træneruddannelse.
Ingen kan alt, men alle kan noget.
Et godt team består derfor af en kursusleder og et antal instruktører og køkkenansvarlige, der tilsammen kan løfte opgaven og levere et godt kursus.
Der er mange aspekter at tage i betragtning ved sammensætning af stab bl.a.:
- Kursusstaben skal have hænder nok til at løfte opgaven, uden at den bliver så stor, at det er fællesskabet i staben, der bliver det vigtigste. Der skulle gerne være en god balance af begge dele.
- Forsøg at få så mange af disse egenskaber med i kursusstaben: Idémand, opstarter, koordinator, analysator, organisator, kontaktskaber, specialist, afslutter og formidler. Nogle personer kan godt have flere roller, så dette siger intet om teamets størrelse.
- Kursusstaben skal have formidlingsevner og tilsammen skal de have tilstrækkelig faglig viden om de emner, der skal undervises i. Alternativt kan man hente eksterne oplægsholdere ind.
- En kursusstab bør have både garvede og uerfarne medlemmer. “Learning by doing” er et bærende princip, og det gælder også i vores lederuddannelse.