Underemne: Koder

Formål med aktiviteten

At pigerne får en forståelse af, at det er utroligt svært og begrænsende ikke at kunne tale, men at man faktisk kan kommunikere overraskende meget med kropssprog.

Materialer

Printet billede af historien.

Sådan gør du

1. Pigerne skal først prøve mundaflæsning. De skal være sammen i par og derefter prøve at mundaflæse hinanden. Pigerne kan enten selv finde på, hvad de vil ‘sige’, eller de kan læse højt fra f.eks. lommeguiden eller sangbogen. Når alle pigerne har prøvet det, skal I kort snakke om det. Var det svært? Hvor meget kunne I aflæse? Kunne du forestille dig kun at ‘høre’ ved at mundaflæse?

2. Nu skal pigerne en ad gangen stille sig op og ‘fortælle’ en historie kun ved at kommunikere med kroppen. Pigerne går efter tur og får hver en historie, som de andre skal finde frem til (se nedenfor for forslag). Pigen, der skal gengive historien, og resten af pigerne skal gerne stå med lidt mellemrum. Pigerne finder sikkert ud af, at man faktisk kan sige overraskende meget med kroppen, og at der findes mange ‘universelle’ signaler/tegn. Spørg evt. pigerne om de har prøvet at være på ferie, hvor de har snakket med en anden person, selvom de ikke kunne snakke samme sprog.

3. Historier der ikke må fortælles med snak, men skal fortælles med kroppen:
- En lille dreng hed Bjørn. Han gik i 4. klasse, sammen med Rose. Bjørn kunne godt lide Rose. En dag efter skole snakker Bjørn og Rose sammen. Rose siger, “Jeg fryser”.

- Bjørn fryser ikke. Han siger “Jeg har det varmt”. Rose griner. Bjørn synes, hun er sød.

- Rose kommer i tanke om, at hun har glemt sin skoletaske på skolen. Hun vil gerne hente den og er på vej over mod skolen.

- Bjørn råber: “Stop”! Han skynder sig over efter hende. Hun løber hurtigt.

- Da han indhenter Rose, siger han “Nej det er forbudt at gå ind på skolen, når den er lukket”. Hun kigger på ham og trækker på skulderen.

- Rose siger “Det er okay. Det skal nok gå. Ingen opdager os”. Bjørn stoler på Rose og går med. Han vil ikke være en tøsedreng.

- De går ind på skolen. Da de kommer ind på gangen, tænker Bjørn, at der lugter. De lister hen til klasselokalet.

- Rose venter på gangen, mens Bjørn går ind og henter tasken. Rose spørger Bjørn, om han kan finde tasken. Han holder stolt tasken frem, og hun svarer “Super fint”.

- Da de er på vej ud, stopper Rose pludselig op. Hun lytter efter. Bjørn kan høre nogle snakke på gangen bag dem.

- Rose signalerer til Bjørn, at han skal være stille. De skynder sig ud af skolen. Da de kommer ud, griner de begge og Rose er glad, fordi hun fik sin taske.

4. Historien skal læses op i rækkefølge. Man kan også skrive sin egen historie, som enten kan være sammenhængende eller små historier, der ikke hænger sammen.

Filer

pdf Printvenlig Beskrivelse Koder Kropssprog VIS PDF