Gør en forskel for børn og unge. Administrativ hjælp søges til NGO 10-20 timer pr. uge (lønnet stilling)

27.10.2021

I Spejdernes Administrationsfællesskab (SAF) har vi travlt, og vi søger 2-3 nye ansigter til vores team fx som studentermedhjælper, piccoline (m/k) eller seniormedarbejder. Det kan også være dig, der tager sabbatår fra studierne.

Til dagligt understøtter vi 40.000 spejdere og flere tusinde frivillige i deres spejderaktiviteter ved Det Danske Spejderkorps og De grønne pigespejdere. Vi er de administrative hoveder, der holder snor i økonomi, IT, håndtering af kursus- og spejderaktiviteter, medlemsdatabaser, udlejning, mv., og vi hjælper de mange frivillige, som henvender sig med spørgsmål om stort og småt. I sommeren 2022 løber Nordens største spejderevent ”Spejdernes Lejr” af stablen, og her skal vi bidrage til at få de administrative linjer bag lejren til at køre som smurt.

Vi tilbyder en spændende og udfordrende stilling, hvor du både får mulighed for at udvikle dig fagligt og blive en integreret del af et godt arbejdsmiljø med ambitiøse kollegaer.

Opgaverne

Vi har brug for hjælp til en bred pallette af opgaver, og vi forventer ikke, at alle opgaver matcher dig. De kan kombineres efter kvalifikationer og ønsker.

I serviceteamet kan vi tilbyde opgaver som:

  • Lettere support til vores medlemmer via telefon og mails
  • Arbejde i vores medlemssystemer
  • Indhentning af børneattester
  • Lægge nyheder og spejderarrangementer på websites, i medlemssystemet og på sociale medier
  • Administration af spejderkurser og -arrangementer
  • Praktiske opgaver som f.eks. pakning af materialer til spejderne
  • Ad hoc-opgaver

Er du en haj til IT, kan vi også bruge hjælp fra en IT-superbruger, der har lyst til at hjælpe med diverse IT-opgaver, fx:

  • Administrere brugerne i vores IT-systemer – herunder Office 365
  • Oprettelse og vedligeholdelse af maillister og teams.
  • Løse lettere brugersupportopgaver

I økonomi-teamet er der primært brug for hjælp fra en, der har lyst til at assistere med bogføring og udbetaling af udlæg for Spejdernes Lejr, som skal finde sted i 2022. Du behøver ikke have styr på det hele nu, da vi lærer dig det undervejs.

Dine kvalifikationer

Vi søger hjælp fra dig, der:

  • Er en god formidler i skrift og tale.
  • Er selvstændig, struktureret og omhyggelig.
  • Er udadvendt og god til at gå i dialog
  • Kan lide at samarbejde på tværs af organisation og niveauer.
  • Har kendskab til løsning af administrative opgaver.
  • Kan håndtere, at der indimellem kan være travlt.
  • Er klar på at give en hånd, hvis det brænder på hos dine kollegaer.
  • Kan overholde deadlines.
  • Arbejder hjemmevant i IT-systemer bl.a. Office 365.
  • Kan tale engelsk på brugerniveau.

For nogle af stillingerne gælder dertil, at:

  • Du er en habil Excel-bruger, hvis du vil arbejde med økonomi.
  • Du kan opdatere hjemmesider og har kendskab til CMS-systemer, fx WordPress.

Det er desuden en fordel, men ikke et krav, hvis du har kendskab til spejderlivet, det frivillige foreningsarbejde eller selv har erfaring med at være frivillig.

Nysgerrig eller interesseret?

Er du nysgerrig og vil høre mere, er du velkommen til at henvende dig til administrativ medarbejder Hanne Lund (hll@korpskontoret.dk eller 3264 0063), regnskabschef Grete Høgh Larsen (ghl@korpskontoret.dk) eller udviklingskonsulent Helle Rusch (her@korpskontoret.dk eller 3264 0078).

Vi glæder os til at modtage din ansøgning, hvor du bl.a. beskriver hvilke opgaver, du er interesseret i, og hvor mange timer, du gerne vil arbejde pr. uge. Ansøgningsfrist mandag den 1. november 2021. 

Ansøgningen inkl. CV sendes som én samlet pdf-fil til job@korpskontoret.dk. Skriv venligst ”Ansøgning til SAF” i emnefeltet. Vi holder ansættelsessamtaler løbende. Tiltrædelse snarest mulig.

Spejdernes Administrationsfællesskab (SAF) er et samarbejde mellem  De grønne pigespejdere og Det Danske Spejderkorps. Vi er 11 medarbejdere, som sidder på Korpskontoret på Holmen i smukke omgivelser. Kontoret spiller derfor en central rolle i serviceringen af mere end 35.000 spejdere landet over. Du kan læse mere om De grønne pigespejdere og Det Danske Spejderkorps på hhv. www.pigespejder.dk og www.dds.dk