Med til lokal event for fællesskab og synlighed

04.09.2018

Den 25. august 2018 blev flyveshowet StoreFlyvedag afholdt i Værløse. Blandt motor- og svævefly var også den grønne pigespejderuniform at spotte. De grønne pigespejdere fra Jonstrup var nemlig dukket talstærkt op for at sælge is og få en snak med de besøgende.

Ideen om at deltage ved begivenheden dukkede op sidste år, da der skulle indsamles penge til Spejdernes Lejr. ”Vi kontaktede StoreFlyvedag for at høre dem ad, om det var muligt at sælge noget på dagen. De tilbød, at vi kunne komme og sælge is, og det ville vi gerne”, siger Dorthe Rich, gruppeleder i Jonstrup Gruppe.

I år var anden gang, pigespejderne deltog, og denne gang var fokus at skabe opmærksomhed omkring De grønne pigespejdere. ”Vi byggede et spisebord ved siden af isboden og satte Pigespejderbannere op, så det skabte blikfang. Derudover sørgede vi for at have nogle stående, der ikke solgte is, som kunne snakke med gæsterne.”

Selvom det krævede meget forberedelse i månederne optil, har det ifølge Dorthe været alle kræfterne værd: ”Alle pigespejdere og forældre var med til at bakke op og hjælpe til på dagen. Du kan mærke, at det er hele gruppen, der er med til det her. Det er en fed oplevelse at se spejderne arbejde sammen på tværs af alder.”

Dagen var en stor succes, og derfor ved Jonstrup Gruppe allerede nu, at de vil være med igen næste år. ”Det styrker fællesskabet i gruppen, og samtidig får vi skabt noget opmærksomhed. Det er ved begivenheder som den her, at vi har mulighed for at gøre os synlige i vores område, hvor der ellers ikke sker så meget”, slutter Dorthe af.