De grønne pigespejdere skaber nyt ungenetværk: ”Der bliver plads til at være modige, at fejle og at tage chancer”

04.07.2023
Foto: Frederik Kehlet

Frivillighed er under forandring, og de unge stemmer skal i endnu højere grad i spil. Et nyt og engagerende ungenetværk skal sikre, at du som ung i korpset fortsat har et mangfoldigt frirum – og at der er plads til helt nye og spændende måder at engagere sig på.

Der er et stort potentiale i korpsets unge medlemmer, og der er et stort potentiale i nye måder at være engageret frivillig på. Et nyt ungenetværk i De grønne pigespejdere vil engagere unge i korpset gennem fede, udviklende og udfordrende aktiviteter. Og rammerne? Dem skal de unge selv være med til at skabe.

Det nye ungenetværk, som stadig er i opstartsfasen, er et led af indsatsen Nystart, som handler om at invitere flere piger ind i fællesskabet – på nye steder og i nye grupper. Nystart har lige nu to hovedben: det ene er at starte nye grupper op. Det andet er et engagerende ungenetværk, som skal være et fællesskab for unge pigespejdere på tværs af korpset.

– Det skal være et sted, hvor der er mulighed for at høre, se og mærke nye måder at være engageret på. Vi anerkender, at der er mange muligheder for at engagere, og at den måde, man er frivillig på, er under udvikling. Men vi tror rigtig meget på vores unge i korpset, og vi tror på, de har megamange potentialer for at engagere sig på nye og spændende måder, siger Maria Jakobsen, som er organisationskonsulent og projektleder for Nystart.

Hvad er et ungenetværk?

Det nye ungenetværk skal være et sted, hvor unge i korpset kan samles på tværs, og hvor man stadig oplever at være en del af et meningsfuldt, mangfoldigt fællesskab med mennesker, man ser sig selv i.

– Men vi kender ikke formen endnu. Det skal vi ud og undersøge og i gang med at definere. Vi håber, at der er nogle seje pigespejdere, der har lyst til at være med til at fortælle om, hvad de drømmer om – og hvad de har lyst til at være med til at skabe, siger Maria Jakobsen.

– Det skal være de unge stemmer i fokus, og det skal være de unge, der hjælper fællesskabet på vej i den retning, det skal være, siger hun.

Selv om den retning ikke er defineret endnu, er tanken, at der bliver skabt et forum, som kan fungere som et samlingssted for unge. Her kan man aftale events og fede aktiviteter, som om det er en stor pigespejdergruppe på tværs af landet. Det handler altså om at skabe en stor gruppe af unge, som kan udfolde det, de synes er spændende-

– Det kan også være at starte nye grupper op. Mange unge pigespejdere rejser steder væk fra deres gruppe – fx for at studere – men vil stadig gerne være med i et nyt fællesskab lokalt. Så kan man få hjælp til at starte en ny gruppe op og være med til at forme den, som man vil. Der er ikke nogen, der siger, det skal være på en bestemt måde, siger Maria.

Vær med til at skabe ungenetværket

Der er en projektgruppe til ungenetværket, som består af seks seje pigespejdere: Mille Westergaard, Annamaja Ankerstjerne, Kirstine Knudsen, Marie Johannsen, Amelie Larsen og Asta Olsen. Indsatsen bliver understøttet fra kontoret af Maria Jakobsen som projektleder og en studentermedhjælper, der skal hjælpe gode ideer og initiativer godt på vej.

Ambitionen er at få en masse pigespejdere med på holdet, så I sammen kan skabe rammen for netværket.

– Der bliver plads til at prøve ting af, være modige, at fejle og at tage chancer. Vigtigst er, at der er fokus på unge pigespejderes engagementspotentiale – og at hjælpe dem hen, hvor energien og motivationen er, siger Maria.

Lyder det som noget, du gerne vil være en del af?

Det forstår vi godt, og det er der heldigvis også gode muligheder for.

Drømmewebinar online d. 15. eller 18. januar – tilmelding og mere info via kalenderen

Netværkets projektgruppe vil vildt gerne høre dine gode ideer, store drømme og vigtige inputs til, hvilken vej vi skal gå med korpsets nye ungenetværk. Det kan også være, at du bare gerne vil høre mere om ungenetværket og udvikle ideer med andre – så kom endelig også med!

Ideudviklingsworkshop og event d. 17. marts – tilmelding og mere info via kalenderen 

Her skal vi workshoppe for vildt! Vi skal udvikle på gode ideer, hjælpe hinanden til at gå fra drøm til virkelighed og være sammen med andre seje pigespejdere. Udover at workshoppe giver vi også en smagsprøve på noget af det, som vi tror på, at ungenetværket kan. Så vi mangler bare dig!

Hvis du gerne vil være med til at udvikle ungenetværket eks. i projektgruppen, stå for en fed aktivitet for unge eller deltage på anden måde, så skriv endelig til organisationskonsulent Maria Jakobsen på mja@pigespejder.dk

Maria kan også fanges på telefon 8188 5233.

Du kan også følge med i ungenetværkets Facebook gruppe på dette link

Tak til Vanløse gruppe for den generøse donation til Nystart.

Vi glæder os til at høre fra dig!