I juni kickstartede PigespejderExplorer som vores nye fokus efter to forrygende år med PigespejderTech. Derfor er det kun passende, at vi nu kigger frem og tilbage og gør status: Hvad nåede og opnåede vi med to års tech?
Det er for alvor blevet sommerlejrtid, og pigespejderne tog på ferie med en velkomst til det nye PigespejderFokus: Explorer.
Explorer betyder endnu mere mod, endnu mere vildskab og nye måder at være i og bruge naturen på. Det er et nødvendigt fokus, fordi vi ved, at børns mentale og fysiske velbefindende forbedres gennem naturophold. Børn, der aktivt er i naturen, trives bedre og kan bruge deres krop bedre end børn, der ikke har naturen som arena for leg og læring.
Men når vi nu siger “goddag” til PigespejderExplorer, betyder det også en slags “farvel” til PigespejderTech som fokus, hvor pigerne siden 2022 har stiftet bekendtskab med tech, kodning og robotter i spejderaktiviteterne, og en måske ellers ukendt verden er blevet en mere fortrolig del af pigernes liv – både i hverdagen og til spejder.