Nu har du muligheden for at lave det pigespejderunivers, som du altid har drømt om. De grønne pigespejdere søger en chefredaktør til Nektar.
Pigespejdernes medlemsuniverser knytter pigespejdere landet over tættere sammen og har fingeren på pulsen i forhold til, hvad der rør sig i spejderverdenen og blandt børn og unge generelt. Som redaktør får du derfor mulighed for at præsentere piger og kvinder for forskellige værdier og inspirere dem til at finde deres eget ståsted i verdenen.
Nektar henvender sig til piger og kvinder fra 15 år og op efter. Om man er pigespejder eller ej bliver man i onlineuniverset inspireret til at være modig og sætte verden i bevægelse. Nektar giver os selv og omverdenen et billede af, hvad vi byder på som et moderne pigespejderkorps i 2022.
Nektar er kun et klik væk fra pigespejdere
I år gik Nektar i luften som webapp og rummer nu både artikler, lyd, video og et debatforum lige ved hånden, som er klar til at blive lanceret.
Chefredaktørstillingen for Nektar er noget for dig, som er frisk på at lave kreativt indhold og udfolde de helt nye muligheder for at fortælle, hvad pigespejderliv anno 2022 er. Det nye Nektar udkommer løbende og som redaktør er det vigtigt, at du har overblik og en plan for produktionsflowet.
Det nye online Nektar giver dig mulighed for at udbrede de gode og aktuelle historier om De grønne pigespejderes værdier til både os selv og alle andre nysgerrige.
Dine opgaver :
- Have det fulde overblik over Nektar og produktionsplanen.
- Lede redaktionen som et team eller en patrulje, hvor der er online redaktionsmøder en gang om måneden og mulighed for at lave redaktionsweekender.
- Planlægge og producere indhold i samarbejde med redaktionen til de forskellige kategorier: Lederskab, rollemodeller, tro, natur, tæt på og lejrbålet. Hver kategori har sin egen redaktør, og der koordineres i samarbejde.
- Tilrettelægge indholdet så det er i øjenhøjde med målgruppen og understøtter De grønne pigespejderes strategi, vision og mission.
- Lægge indhold op på sitet fra eksterne skribenter.
- Hjælpe med kontakt til korrekturlæsere.
- Give feedback på artikler, videoer og lyd.
- Have sparring og kontakt med kommunikationskonsulenten om Nektars udvikling og indhold.
Hvad kan kan du tage med dig fra redaktørrollen?
- Du får kompetencer til at planlægge og have overblik over en udgivelse eller et onlinesite.
- Du får udviklet dine kompetencer til at give andre konstruktiv feedback.
- Du får udviklet dine ledelsesevner og lærer at motivere og finde rette opgaver til de rette personer.
- Du lærer at styre processen fra idé til færdigt produkt.
- Du lærer at målrette indhold til målgrupper.
- Du kommer til at opleve, hvor fedt det er at se word-dokumenter og billeder blive transformeret til flotte udgivelser.
- Du får et fedt aktiv på CV’et – du kan som redaktør fremvise et konkret produkt.
- Du får udviklet dine egne evner inden for at skrive og formidle gennem enten et trygt eller online medie.
- Du får en endnu større viden om alt det fantastiske, der foregår rundt omkring i korpset.
Alt det praktiske
Om redaktionen
Redaktionen består af frivillige redaktionsmedlemmer samt korpsets kommunikationskonsulent, der støtter op om redaktionens arbejde. Kommunikationskonsulenten støtter desuden op om redaktørerne og kan fungere som sparringspartner. Redaktionen er en hyggelig patrulje af pigespejdere fra hele landet, der brænder for at fortælle gode historier for og om De grønne pigespejdere.
Arbejdsmængde
Redaktionen holder et månedligt redaktionsmøde, samt et møde i forbindelse med Nyborg Strand Kursus i november. Derudover bliver redaktørerne inviteret med i teamet Pigespejderidentitet, hvor du deltager i det omfang, der giver mening. Hele redaktionen inviteres til delegeretmøder, og redaktørerne kan også inviteres til at deltage i topledelsesmøder. I gennemsnit vil der være tale om cirka 5-8 timers spejderarbejde om ugen, da Nektar udkommer løbende.
Spørgsmål
For spørgsmål om arbejdet som redaktør kontakt afgående chefredaktør Lise Neidel på lise@pigespejder.dk eller 26281721. Lise vil også stå til rådighed for en grundig overlevering. For spørgsmål om stillingsopslaget generelt, kontakt kommunikationskonsulent Emilie Urenfeldt Fog euf@pigespejder.dk .
Sådan kommer du i betragtning
Skriv en kort tekst om, hvad du drømmer om at gøre, når du bliver redaktør. Skriv også lidt om din erfaring med tekstproduktion og dine evner inden for formidling (Det kan være podcast, kommunikation, videoproduktion eller noget helt fjerde). Notér også, om du brænder for det ene eller det andet medie – eller for begge dele. Send det til pigespejderidentitet@pigespejder.dk senest den 20. september 2022 og med ”redaktør” i emnefeltet.
Vi holder løbende onlinesamtaler, hvor et medlem fra Team Pigespejderidentitet og kommunikationskonsulenten vil deltage, så send gerne din tekst afsted allerede i dag.
Vi glæder os allerede til at tale med dig.