Gik du glip af delegeretmødet? Bliv opdateret her

25.05.2022

Vi tager dig med fra start til slut til årets delegeretmøde. Læn dig tilbage og læs med.  

Demokratifest.   

Det ord gik mange gange igen i løbet af weekenden, hvor De grønne pigespejderes delegeretmøde 2022 blev afholdt i Nyborg.  

Her skulle korpset både stemme på kandidater til hovedbestyrelsen og om fire vedtægtsændringer, herunder formålsparagraffen, og drøfte den nye samværspolitik.  

De i alt 178 pigespejdere, heraf omkring 140 delegerede, blev ført sikkert igennem mødet af de to valgte dirigenter, Lisbeth Trinskjær og Lisbet Trap-Jensen Torp, der både sørgede for gode grin og for at unge som gamle i salen kunne følge med i de forskellige drøftelser og forslag.   

Trivsel på dagsordenen 

Inden at stemmesedlerne skulle i brug, kunne formand Pia Risør Bjerre lørdag berette om de to seneste år i pigespejderland, som har stået på medlemsvækst, god økonomi og en masse nytænkende aktiviteter som blandt andre Spejd med pigerne og PigespejderTech.   

Senere stod eftermiddagen på forskellige dialoger mellem pigespejderne, der blev klogere på den nye samværspolitik og delte, hvad de selv gør for at sikre god trivsel.  

”Jeg anerkender og roser pigerne efter møderne og fortæller dem, at jeg er stolt af at være deres leder,” sagde en gruppeleder blandt andet.  

Derefter blev det på et vedtægtsløb klart, at flere ville benytte sig af skrivecaféen senere på aftenen for at skrive ændringsforslag til de foreslåede vedtægtsændringer.  

Og ganske rigtigt mødte flere op med den skarpe pen og var klar til at komme med bud på ændringer. Hvor der på tidligere delegeret møder er kommet et højt antal forslag, slog mange pigespejdere fra grupper på kryds og tværs af landet sig sammen for at skrive ændringsforslag og henstillinger. Her blev det tydeligt, at pigespejdere i den grad har gode samarbejdsevner.  

Der arbejdes videre med pigespejdernes formål  

Søndag begyndte dagen for mange med et regionsmøde, hvor de nye ændringsforslag blev debatteret, så alle delegerede var klar til at afgive deres stemme.

Efter møderne i regionerne blev det i salen tid til at drøfte formålsparagraffen. En paragraf som de seneste 50 år kun har været ændret omkring to gange.  

Ved de opstillede mikrofoner gave flere pigespejdere både ris og ros til hovedbestyrelsens formuleringer i forslaget.  

”Hvis det er et rum, vi sjældent går ind, så synes jeg, at vi skal blive der længere. Vi skal anerkende, at vi tør gå ind i det rum, men vi skal blive der lidt. Der ligger nogle rasende spændende perspektiver,” lød det blandt andet fra en pigespejder ved en af mikrofonerne.  

Den pointe var flere i salen enige i, hvilket stod klart, da stemmerne skulle tælles. Her var et større flertal imod vedtægtsændringen, men for en henstilling, der betyder, at der skal arbejdes videre med vores værdier og formål ”i en længere og grundig proces”.  

Efterfølgende blev der stemt om de andre forslag til vedtægtsændringer, hvor det blev vedtaget, at det er gruppebestyrelsens opgave, at samværspolitikken i grupperne drøftes og holdes ajour samt gruppelederes opgave at indstille medlemmer til regionsledelserne.  

Derudover blev der vedtaget en fornyelse af vedtægterne omkring udelukkelse fra korpset, så de i dag er tidssvarende og stemmer overens med den nuværende lovgivning.  

Og så blev der stemt for at vedtage weekendens nok mindst debatterede emne – at tage ét ord ud i paragraffen om adgang til delegeretmøde, så formuleringen står skarpere.  

Ny hovedbestyrelse med genvalgt formand  

Delegeretmøde rimer også på valg til hovedbestyrelsen. I år var der med 11 kandidater kampvalg til de syv pladser. Det er et godt tegn på pigespejderes generelle lyst til at engagere sig i udvikling af korpset. Og det tegner godt for den demokratiske samtale, som vigtigst af alt fortsætter uden for delegeretmødet.  

Den nye hovedbestyrelse er:  

  • Pia Risør Bjerre, formand  
  • Tina Carøe Rosenkilde, næstformand 
  • Leah Porse Rasmussen  
  • Barbara Taubert 
  • Lotte Bak Sørensen 
  • Anette Nørgaard Jappe 
  • Maria Kristiane Brauner Pedersen

Katrine Johanne Jakobsen og Henriette Stæcker Jensen er suppleanter til hovedbestyrelsen. Emma Elgaard Larsen, der er International Commisioner, er inviteret ind i hovedbestyrelsen.  

 Du kan læse det officielle handout fra delegeretmødet her. I den nærmeste fremtid vil du samme sted finde et referat.