GIRLS ACT! Stærke pigefællesskaber former fremtiden

29.04.2021

Med et anderledes konferenceformat, GIRLS ACT, vil De grønne pigespejdere i anledningen af FN’s Internationale Pigedag, bringe politikere, erhvervsliv og civilsamfund sammen for at tale om og handle for reelle lige muligheder for piger og kvinder.

Det er egentlig en konference, der burde være overflødig. For hvorfor skal vi tale om køn, ligestilling og pigefællesskaber i 2021? Alligevel er behovet presserende, hvis man spørger De grønne pigespejderes generalsekretær, Helle Hende Stærmose.

”Vi har flere sektorer, hvor piger og kvinder er markant underrepræsenterede, når det gælder både uddannelse og karrierevalg. Undersøgelser viser, at vi forældre har forskellige forventninger til de naturvidenskabelige interesser og evner hos henholdsvis vores sønner og døtre, så helt fra barnsben frasorterer vi, formentlig ubevidst, vores piger fra en verden inden for science,” siger hun.

Og det er ifølge Helle Hende Stærmose blot et område, hvor det kræver en nytænkende tilgang til at øge ligestillingen ved at bryde med stereotyper. På ægte spejdermanér vil De grønne pigespejdere udfordre det klassiske konferenceformat med et program, hvor deltagerne skal bringe sig selv på banen og turde at prøve nyt.

Fodboldstadion danner rammen

GIRLS ACT, som konferencen hedder, finder sted på Brøndby Stadion. Valget er bevidst, for selvfølgelig skal en konference om pigefællesskaber holdes på et fodboldstadion. Her samler De grønne pigespejdere en række pigefællesskaber, der har trodset stereotyperne og udvider piger og kvinders muligheder for at udleve deres drømme og potentialer.

”Vores mission hos De grønne pigespejdere er at give alle piger og kvinder mulighed for at udvikle og udnytte deres fulde potentiale. Det kan vi kun gøre ved at sætte fokus på de steder, hvor piger og kvinder lige nu oplever begrænsninger, og vi kan kun gøre det i samarbejde med andre, der ikke ligner os selv. Til GIRLS ACT samler vi pigefællesskaber, politikere, organisationer og virksomheder for at lade de gode eksempler vise vejen for en ny praksis mod reel ligestilling.” siger Helle Hende Stærmose, og fortsætter:

”Vi kan se hos os, hvor vi hver uge samler tusindvis af piger og unge kvinder i vores spejdergrupper landet over, at alle roller bliver pigeroller, når paletten af muligheder foldes ud af kvindelige rollemodeller. De erfaringer vil vi gerne give videre på konferencen og bringe i spil på tværs at sektorer,” siger hun.

Bål og mål

Konferencen følges op med netværksevents, hvor deltagere fra konferencen fortsat arbejder for positive forandringer og følger ideer til dørs. Også her vil deltagerne mærke, at det er et pigespejderkorps, der står bag, når der inviteres til ‘Bål og mål’ med verdensmålene som fixpunkt for forandringerne.

Se mere og tilmeld på girlsact.dk

Om GIRLS ACT

Hvornår: 26. maj 2021 kl. 13-17

Hvor: Brøndby Stadion

Hvem: Arrangeret af De grønne pigespejdere. Tilmelding nødvendig

GIRLS ACT er støttet af Tuborgfondet.

Talere

  • Astrid Carøe, SF (mf)
  • Cecilie Nørgaard, direktør i Mangfold
  • Anne Fløe, konsulent i tænketanken DEA
  • Mikala Larsen, Nordic Head of HR, Nestlé
  • Natasha Al-Hariri, direktør DFUNK
  • Laura Rosenvinge (Københavns Borgerrepræsentation)
  • Marie My Warborg Larsen, Tidl. Ungdomsdelegeret i DUF for ligestilling

Workshops

Vildskab i lederskab

En leder går forrest og tager ansvar for fællesskabet, også når bølgerne går højt. Men hvordan kan det mærkes på lederen, når der er meget på spil? Her tester vi vildskab i lederskab på egen krop.

Learning by doing – Live

Hvornår har du sidst lært noget nyt? Her får du mulighed for at lære noget nyt ved at prøve, fejle og så prøve igen. Vi ved det virker, og så er det rigtig sjovt!

Alle roller er pigeroller

Betyder køn noget for, hvad vi kan, vil og gør? Her tester vi vores egne forestillinger om, hvilke bolde vi griber og hvordan vi går til nye opgaver.

Bæredygtig dannelse

Vi former fremtiden i fællesskab og fremtiden er bæredygtig. Men hvordan skaber vi et fællesskab med fokus på bæredygtig udvikling? Det får du et par bud på her, og så går vi i gang.

Kontakt og yderligere information:

Emilie Tranholm Larsen, kommunikationskonsulent, De grønne pigespejdere

Tlf.: 26 36 34 90

Mail: etl@pigespejder.dk