Gør klar til De grønne pigespejderes årlige lotteri

26.01.2024

Foråret står for døren, og det betyder også et gensyn med pigespejdernes landslotteri. I år løber salget af lodsedler fra 1. marts til den 30. juni.

Traditionen tro betyder foråret “lotteri” i pigespejderland. I dette år løber salget af lodder fra den 1. marts til den 30. juni.

Snart bliver det muligt for jer ude i grupperne at bestille lodsedlerne hjem, så I er klar til årets salg.

Igen i år har vi en masse gode præmier, der byder på alt fra hotelophold til Spejder Sport-gavekort. Fællesnævneren for præmierne er, at der er lagt vægt på bæredygtighed og lokale leverandører.

Hvad får vi ud af at sælge lodsedler?

Der er mange årsager til, at vi laver lotteri. Her har vi samlet og uddybet  nogle af alle de gode grunde, og hvad korpset, grupper og den enkelte pige får ud af at være med.

  • Korpset

En andel af det beløb, vi tjener på lotteriet, går til korpset. Beløbet afhænger af, hvor mange lodsedler vi sælger. Nogle år kommer beløbet op på 115.000 kroner, hvilket kun bliver højere, des flere lodsedler, vi sælger. Et beløb i en sådan størrelse er med til at muliggøre, at vi kan lave aktiviteter, som udvikler og udvider De grønne pigespejdere – eksempelvis materialet til medlemskampagnen.

Lotteriet er desuden med til at samle os som korps, da store som små pigespejdere har mulighed for at bidrage i et konkret fælles projekt; lodseddelsalget. Lotteriet styrker kendskabet til De grønne pigespejdere, fordi man i denne periode ser ekstra mange glade pigespejdere i gadebilledet over hele landet og hører om os, når man køber lodder.

  • Grupperne

Lotteriet støtter gruppens økonomi, hvilket kan give jer mulighed for at lave nogle aktiviteter, der kræver lidt flere penge i kassen.

Det giver desuden synlighed til De grønne pigespejdere og jeres gruppe, når man ser jer være aktive i gadebilledet og møde nye mennesker. Når I sælger lodsedlerne, får I mulighed for at forklare, hvem I er, og hvad I laver, og derved kan det være, at der er flere i byen, der får øjnene op for De grønne pigespejdere. Måske nogle melder deres datter ind efterfølgende, bliver villige til at sponsorere jer på et senere tidspunkt eller kontakter jer om et samarbejde?

  • Pigerne

Som pigespejder får man lov at komme ud og tage kontakt til nye mennesker, når man sælger lodsedler. Det styrker pigernes identitet som grøn pigespejder, når de i mødet med folk på gaden øver sig i at sætte ord på, hvem de er, og hvorfor man skal støtte De grønne pigespejdere. Hver gang det lykkes at sælge en lodseddel, kan det give en succesfølelse hos pigerne og øget tro på egne evner. En succesoplevelse, man får sammen med sine pigespejderveninder, hvilket kan styrke fællesskabsfølelsen.

Ligeledes øver man sig i gruppen også på at være der for hinanden, hvis nogle “kunder” skulle reagere negativt på salget og ikke ønsker at købe. Man lærer, at vejen til succes (her: salg) både har medgang og modgang, og at det er okay ikke at lykkes hver gang.