Holbæk gruppe har modtaget en bevilling fra Renoveringspuljen: Her er deres bedste råd til ansøgningen

21.07.2023

Efter Renoveringspuljens første runde har den A.P Møllerske Støttefond uddelt 8 millioner kroner til bæredygtig renovering af 41 spejderhytter og kredshuse. En af de heldige modtagere er pigespejderne fra Holbæk gruppe, som nu kan se frem til at få udskiftet vinduer og døre i deres spejderhytte.

Midt inde i et villakvarter i Holbæk ligger en stor træhytte på omkring 200 kvm med adskillige patruljerum og to store lokaler med plads til 60 spisende gæster.

Engang for mange år siden var den en del af Holbæk kaserne, men sidenhen har hytten haft flere funktioner, bl.a. legestue for dagplejebørn. I dag ejer De grønne pigespejdere fra Holbæk gruppe den. De låner den gerne ud som lokalt forsamlingshus til kvarterets naboer eller egne spejdervenner, hvis de for eksempel skal holde barnedåb eller studentergilde mod en donation til pigespejderne selv.

For et par år siden havde Holbæk gruppe 100-års jubilæum, og de sidste 25 år har de tilbragt i netop denne hytte, som nu kan se frem til en ekstra kærlig hånd i form af nye vinduer og døre. Holbæk gruppe har nemlig fået bevilget 90.000 kr. fra Renoveringspuljen, som dækker stort set hele det beløb, som gruppen ansøgte om til renoveringen.

 

Hytten har fået flere kærlige hænder

Anne Grethe har været pigespejder i mange år, men er i dag formand for grupperådet i Holbæk gruppe, og det er hende, der har stået for at skrive ansøgningen til puljen. Hun har nemlig stor erfaring med lige præcis dette og har sendt lignende ansøgninger afsted til mange andre fonde gennem årenes løb.

– Jeg har sendt mange forskellige ansøgninger til mange forskellige steder og fonde, men det er desværre sjældent, at vi har fået bevilget noget. Jeg har været på et gratis kursus i Holbæk kommune i at søge fonde, og jeg har altid fuldt mange af de ting, som vi fik at vide der. Så at denne her ansøgning gav pote, det var jo helt fantastisk, siger hun.

Så sent som sidste år søgte gruppen forskellige fonde til at få tilskud til at skifte den udvendige beklædning på spejderhytten. Brædderne på træhuset var nemlig gået fra hinanden flere steder, og isoleringen stak ud, men desværre var heldet ikke med dem, da disse fonde ikke gav støtte til renoveringsprojekter.

– Det var møgærgerligt, fordi vi var nødsaget til at tage et stort beløb fra vores eget budget, og da det jo skulle laves professionelt, blev det en rigtig dyr post. Men da vi så hørte om denne pulje fra A.P. Møller Fonden, tænkte vi, at det skulle vi da have søgt om sidste år til beklædningen. Men lige præcis dét motiverede os til at søge i år, fordi flere af vinduerne er rådne, og der er et som ikke kan lukkes helt. Så derfor var der ingen tvivl om, at vi skulle prøve at ansøge om nye vinduer og døre her, og det har vi jo heldigvis været så heldige at få bevilget.

 

Vores hus er vores samlingssted

Den bevilling, gruppen har fået, skal være brugt inden for et år.

Anne Grethe indhentede allerede tilbud, inden de søgte puljen fra en lokal håndværker, som har lavet et godt stykke arbejde for gruppen førhen, da de skulle have skiftet facaden sidste år. Så næste step i processen er bare at sætte i gang og koordinere med håndværkeren.

– Vi vil gerne have det udbedret så hurtigt som muligt, fordi vi skal også have malet vores nye facade, som blev færdig i december sidste år. Den er nemlig trygimprægneret og nu skal den males efter den har stået til tørring – og så ville det jo være fedt, hvis det kunne laves i kombination med de nye vinduer og døre, siger Anne Grethe og fortsætter:

– Renoveringen betyder jo, at vi kan være med til at vedligeholde vores hus, som er vores samlingssted. Det betyder jo meget, f.eks. trækker det voldsomt ind fra et vindue, fordi det slet ikke kan lukkes. Og så nogle andre vinduer der falder ud, hvis ikke det bliver skiftet. Så vi havde tænkt en plan b, hvis ikke vi fik til renovering, så blev vi i hvert fald nødt til at skifte det vindue der ikke kan lukkes.

 

3 tips til ansøgningen

 Anden og sidste runde af Renoveringspuljen er åben frem til den 17. september, og måske sidder din gruppe og overvejer at søge den – men hvor er et godt sted at starte? Her får du Anne Grethes bedste råd til netop dette.

 

1. Afsæt god tid, og sørg for at have det meste klar, inden du søger.

Man skal være klar på, at det er et stort og omfattende arbejde at søge puljen, så en god idé er at sætte god tid af til det. Man skal for eksempel have billeder klar af hytten indvendigt og udvendigt, en masse oplysninger og historik omkring hytten og gruppens budget og referater fra grupperådsmøder skal man også have klar. Derudover skal man være obs på at give dem lige præcis det, de gerne vil have, hvis der for eksempel står, at billederne skal være i PDF-filer, så SKAL de være det.

 

2. Vælg en pligtopfyldende håndværker, som har forståelse for, at I først kan give ham jobbet, når I har fået bevillingen. 

Anne Grethe kendte i forvejen en håndværker, som havde gjort et godt stykke arbejde dengang hendes private hus skulle have nyt tag, og det er også ham, gruppen har brugt til andre renoveringsprojekter. Hendes anbefaling er at vælge et mindre håndværkerfirma, som har fornuftige priser, er pligtopfyldende, I har tillid til, og som har forståelse for, at I først kan give håndværkeren jobbet, når I har fået bevillingen.

 

3. Alliér dig med andre undervejs. 

Undervejs i ansøgningsprocessen var Anne Grethe nødsaget til at indhente de rigtige oplysninger og sparring fra forskellige kolleger, så hun var sikker på at få udfyldt alt rigtigt. Hun indhentede bl.a. forskellig information og facts fra en leder i Holbæk gruppe, som har været der i 25 år.

 

Læs mere om Renoveringspuljen – og hvordan din gruppe kan søge – her.