Korpskontorets blå bog: 10 spørgsmål til organisationskonsulenten

15.12.2023

Maria har en forkærlighed for ultralange sætninger og farverige tuscher, og så drømmer hun om at engagementet er en grundsten i alt, vi gør som pigespejdere.

  • Hvad er din officielle titel på kontoret, og hvad kalder dine kollegaer dig i dagligdagen?

– Min officielle titel er organisationskonsulent – og jeg bliver bare kaldt Maria på kontoret.

  • Kan du ultrakort fortælle, hvad dine arbejdsopgaver er?

– Hehe … jeg kan prøve, normalt er jeg ikke så god til at begrænse mig, når jeg er begejstret. Ultrakort så arbejder jeg med vækstpotentialer i korpset. Det gør jeg igennem Nystart, som netop er blevet omdannet til GEIST, der har til fælles at udfordre vores plejer.

  • Hvilken opgave eller projekt arbejder du mest passioneret med i øjeblikket?

– Det er selvfølgelig GEIST-indsatsen i alle dens elementer! Og så har jeg en særlig kærlighed for vores ungenetværk. Det er en vanvittig god energi, som de unge bringer ind i netværket, og jeg glæder mig til at se, hvor vi bevæger os henad, når deres engagement rigtig får udfoldet sig i 2024 – og måske der kommer nye begejstrede unge til?

  • Del en sjov eller skør ting, du har på dit skrivebord.

– Det skifter lidt, hvad der ligger af mærkelige ting på mit skrivebord. En ting, der altid er at finde, er mine farverige tuscher – det gør altid det visuelle lidt sjovere.

  • Hvad er de vigtigste mål, du arbejder hen imod på kontoret for at gøre en forskel for De grønne pigespejderes medlemmer?

– At det i alt sin enkelthed skal være engagerende at være pigespejder. Det betyder for mig, at det både skal være sjovt, og GEIST-fyldt at byde ind med nye ideer, inputs og værdifulde projekter lokalt, regionalt og nationalt. 

  • Hvad er din drøm for pigespejdernes fremtid, og hvordan arbejder du på at realisere den?

– Jeg drømmer om, at engagementet er en grundsten i alt, vi gør som pigespejdere. Jeg tror enormt meget på korpsets unge pigespejdere, og at de skal have magten til at forme deres engagement mod nye veje.

  • Hvad er den mest tilfredsstillende del af dit arbejde?

– Det er uden tvivl mødet og samarbejdet med seje pigespejdere i alle aldre og snitflader. Det er for mig helt afgørende for, at jeg er glad i mit arbejde – hver eneste dag.

  • Hvordan føler du, at dit arbejde bidrager til at skabe en varig positiv indvirkning på de piger og kvinder, der er i korpset?

– Jeg håber og tror på, at det øgede fokus på det GEIST-fyldte engagement gør, at mange pigespejderes engagement vokser til nye højder. Og jeg håber, at det øgede fokus på unges KÆMPE potentialer i korpset gør, at de især selv får en tro på, at de kan, lige hvad de gerne vil med deres engagement.

  • Hvis du skulle vælge en sang, der repræsenterer dit arbejde, hvad ville den være, og hvorfor?

– Hmm. Jeg går med en kombination af to sange: ”Fight Song” af Rachel Platten og ”Brave” af Sara Bareilles, fordi de to sange repræsenterer så mange af de værdier, vi arbejder for og med hos De grønne pigespejdere.

  • Hvis du skulle bytte job med en kollega for en dag, hvem skulle det så være, og hvorfor?

– Den er svær! Og når jeg nu skal vælge en, så bliver det min gode sidemakker Josefine. Hun arbejder med så mange spændende udviklingspotentialer for De grønne pigespejdere, og jeg er imponeret over hendes store viden og netværk til at styrke vores strategiske indsatser.

I næste og sidste omgang af Korpskontorets Blå bog kan I således møde Josefine Svalling.