Korpskontorets Blå bog: 10 spørgsmål til udviklingskonsulenten

21.12.2023

Hvad laver en udviklingskonsulent egentlig? Josefine er en uhyre dygtig en af slagsen, og hendes Blå bog giver et indblik i maskinrummet. Lær hende bedre at kende her.

  • Hvad er din officielle titel på kontoret, og hvad kalder dine kolleger dig i dagligdagen?

Min officielle arbejdstitel er udviklingskonsulent, og mine kollegaer kalder mig mest Josefine. Nogle gange Karoline og til tider Leonora. (Karoline er min søde kollega og Leonora er min vidunderlige datter).

  • Kan du ultrakort fortælle, hvad dine arbejdsopgaver er?

Helt kort er jeg ansvarlig for partnerskaber, overordnet fundraising til korpset og projektleder for SciencePirater. Det betyder, at jeg er så heldig at arbejde med dygtige og innovative frivillige, der laver alt det vigtige og sjove indhold til de projekter, jeg arbejder med.

  • Hvilken opgave eller projekt arbejder du mest passioneret med i øjeblikket?

Lige nu arbejder jeg helt tæt med at få sat gang i alt det gode arbejde i den nye omgang SciencePirater. Vi starter den 13. januar, så jeg glæder mig helt vildt til at møde alle frivillige til vores opstartsworkshop. I kan stadig nå at melde jer – så tag endelig fat I mig. Alle kan være SciencePirater.

  • Del en sjov eller skør ting, du har på dit skrivebord.

Jeg har en ballonpumpe på mit bord. Vi brugte den til at klæde os ud som tranebær med små røde balloner til julefrokosten. Vi vandt Bedste Udklædning. Alt sammen takket været Marias design.

  • Hvad er de vigtigste mål, du arbejder hen imod på kontoret for at gøre en forskel for De grønne pigespejderes medlemmer?

At være med til at understøtte relevant indhold til pigespejdere landet over.

  • Hvad er din drøm for pigespejdernes fremtid, og hvordan arbejder du på at realisere den?

At det fantastiske fællesskab fortsætter, og flere kan være med og få lige så meget power som jer.

  • Hvad er den mest tilfredsstillende del af dit arbejde?

At jeg griner hver eneste dag. Og at min sidekammerat også kan lide at spise chokolade før kl. 10. Det er sådan en god ting at have sammen …

  • Hvordan føler du, at dit arbejde bidrager til at skabe en varig positiv indvirkning på de piger og kvinder, der er i korpset?

Jeg håber,  jeg er med til at igangsætte projekter, der er sjove, lærerige og giver nogle oplevelser, man husker i evigheder. Jeg arbejder for at være et positivt vindstød til den kæmpe power-orkan, som alle pigespejdere er.

  • Hvis du skulle vælge en sang, der repræsenterer dit arbejde, hvad ville den være, og hvorfor?

Lizzo – Good As Hell

  • Hvis du skulle bytte job med en kollega for en dag, hvem skulle det så være, og hvorfor?

Så ville jeg vælge en af vores dygtige studentermedhjælpere. Jeg synes, det virker, som om de alle sammen har det fedeste studiejob og får lov til alt muligt fedt. Et studiejob i Den lille spejder uge. Det gad jeg godt prøve. Det er Idas job.