Korpskontorets blå bog: 8 spørgsmål til generalsekretæren

22.10.2023

Helle Hende Stærmose er et uundgåeligt navn i pigespejderland. Som generalsekretær for De grønne pigespejdere har hun mange bolde i luften, men hvad driver egentlig værket, og hvad har sangen “Crazy” af Gnarls Barkley med det at gøre? Bliv klogere, og lær hende lidt bedre at kende her.

  • Hvad er din officielle titel på kontoret, og hvad kalder dine kolleger dig i dagligdagen?

– Jeg er generalsekretær. Jeg hører kun Helle … hvilket jo ikke udelukker, at der kan være andre navne i spil.

  • Kan du ultrakort fortælle, hvad dine arbejdsopgaver er?

– Jeg arbejder med at få strategien og hovedbestyrelsens beslutninger til at blive til konkrete projekter og aktiviteter for vores medlemmer og ledere. Og så er jeg ansvarlig for, at korpskontorets ressourcer og kompetencer svarer til formålet med organisationen og målene i strategien.

  • Hvilken opgave eller projekt arbejder du mest passioneret med i øjeblikket?

– Uh, det er svært at vælge. Udkast til ny strategi er virkelig en spændende opgave. Og så synes jeg også, at samarbejdet på tværs af korpsene omkring Fremtidens Spejderhytte og den tilhørende renoveringspulje er meget meningsfuldt, fordi vi på den måde er med til at sikre en bæredygtig tilgang også i bygningsmassen.

  • Hvad er de vigtigste mål, du arbejder hen imod på kontoret, for at gøre en forskel for De grønne pigespejderes medlemmer?

– At rykke bare ganske lidt i ”plejer”, så vi tilbyder og formår at tilpasse aktiviteter, indsatser og udtryk til det, børn og unge er optagede af i dag, og som måske bekymrer dem. Fordi vi er et handlefællesskab, har vi en unik position for faktisk at gøre noget ved deres bekymringer og give dem redskaber til at forstå sig selv i verden.

  • Hvad er din drøm for pigespejdernes for fremtid, og hvordan arbejder du på at realisere den?

– At vi sammen formår at åbne fællesskabet for endnu flere piger, der vil have særligt glæde af det frirum, vi skaber, med udgangspunkt i naturen, fordi naturen som ramme ikke skaber forventninger til os. At frirummet bliver et rum, der udvikles og vokser med medlemmernes aktive deltagelse.

  • Hvad er den mest tilfredsstillende del af dit arbejde?

– Når jeg lykkes med at skabe rammerne for, at mennesker vokser og udvikler sig i et fællesskab båret af tillid. Og når jeg møder medlemmer, som fortæller om helt konkrete oplevelser hos De grønne pigespejdere, som har gjort en forskel for dem.

  • Hvis du skulle vælge en sang, der repræsenterer dit arbejde, hvad ville den være?

–  Crazy af Gnarls Barkley. Helt grundlæggende mener jeg, at det gældende er et meget lille sted. Og at jeg godt gider gøre mig umage med at udvide grænserne for, hvad vi tror, vi kan. Selv om det lyder sært og mærkeligt. Bare prøv. Hvad er egentlig det værste, der kan ske?

  • Hvis du skulle bytte job med en kollega for en dag, hvem skulle det så være, og hvorfor?

–  Jeg vil faktisk gerne bytte med alle – hver og en. For hold op, det er et virkelig fedt kontor med opgaver, der hele vejen rundt er meningsfulde og udviklende, både for konsulenterne og korpset. Men ok, så tager jeg Hilde, fordi hun har så mange forskellige samarbejdsrelationer både internt i korpset og med organisationer, som er med til at gøre os klogere på børn, natur og fællesskaber. Og så er jeg altså helt tosset med Den lille spejderuge, ganske uforbeholdent faktisk.

Således er stafetten givet videre til Hilde Nybo Breum, som du kan møde i næste Blå bog.