Ny administrationschef ansat

15.12.2022

I det nye år kan vi byde velkommen til Martin Larsen, der bliver ny administrationschef i Spejdernes Administrationsfællesskab.

Spejdernes Administrationsfællesskab (SAF) varetager bl.a. økonomien og den administrative betjening af mere end 40.000 spejdere landet over fra Det Danske Spejderkorps og De grønne pigespejdere. SAF’s mission er at løse administrative opgaver, der gør livet lettere for frivillige og ansatte i de to korps samt andre NGO’er, foreninger mv.

Martin kommer fra en karriere som embedsmand, hvor han blandt andet har arbejdet i Finansministeriet, Statsministeriet og senest i Undervisningsministeriet, hvor han januar med er Vicedirektør i Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet. Udover sin karriere som embedsmand har han været økonomidirektør på IBC i Kolding.

Sideløbende med sit arbejde er Martin familiefar og foreningsaktiv, blandt andet som kajakinstruktør og fodbolddommer. Og nu er tiden altså kommet til at forene de administrative kompetencer med kærligheden til forenings- og friluftsliv.

Martin starter i stillingen 1. februar.

Sideløbende er ejerkredsen bag Spejdernes Administrationsfællesskab blevet enige om en justering af ejerskabet af SAF. Den medfører, at Det Danske Spejderkorps overtager De grønne pigespejderes ejerandel fra første april 2023. Målet er at forenkle arbejdet mellem organisationerne og at udvikle SAF yderligere. Den ændrede ejerskabsstruktur får ikke indflydelse på hverdagen i hverken De grønne pigespejdere eller Det Danske Spejderkorps, idet SAF fremadrettet vil levere de samme ydelser til De grønne pigespejdere som hidtil.